Forskerklumme. I 1700-tallet kunne befolkningen komme i kontakt med deres konge ved hjælp af såkaldte supplikker. Der er dog ikke meget, der tyder på, at statsmagten var særlig interesseret i undersåtternes meninger og kvaler.
Uønsket post
I anledning af dronning Margrethes regentjubilæum har audienser været nævnt i medierne som en mulighed for danskerne for at komme i kontakt med monarken. Ved offentlige audienser kan folk møde op for at takke Dronningen for modtagelse af en orden, det vil sige ridderkors, fortjenstmedalje og så videre. Undersåtternes mulighed for at få foretræde for majestæten blev sat i system under enevælden, hvor især Frederik 4. fastlagde rammerne blandt andet gennem en forordning i 1724 om audiens på faste ugedage. I modsætning til nutidens audienser, der alene lader undersåtterne takke monarken for den udviste nåde, gav enevældens audienser i princippet undersåtterne lejlighed for at fremføre klager eller bede om noget, altså en reel mulighed for at kommunikere med den absolutistiske fyrste.
En lignende og lige så vigtig – hvis ikke vigtigere – kanal for kontakt mellem den enevældige monark og undersåtterne var de såkaldte supplikker, det vil sige bønskrifter, klager eller ansøgninger rettet til kongen. Siden 1683 havde alle danskere uanset stand haft en lovfæstet ret til at indsende supplikker til kongen. I mange lande er store mængder supplikker bevaret i arkiver, og de udgør en interessant indgang til at forstå datidens forhold mellem befolkning og myndigheder.
Del:
