Da Rafael Núñez undersøgte de supplerende data til den artikel, han lige havde læst, fik han sig en overraskelse. Der var noget, der ikke stemte. Artiklen var skrevet af et hold kognitionsforskere, der gennem længere tid har undersøgt, hvor meget af vores matematik der er medfødt. Man ved i dag, at både børn og mange dyr har en medfødt evne til at løse matematiklignende opgaver. Det vil være en tilsnigelse at kalde det rigtig matematik, men både babyer og dyr er gode til at afgøre, hvilken af to mængder der er størst, og de kan regne ud, at der bør være tre bamser i en kasse, hvis man først lægger to tøjdyr derned og bagefter en mere. Så noget kan vi, men hvor langt rækker de medfødte evner?

For at besvare det spørgsmål var kognitionsforskerne rejst til Amazonas for at undersøge Mundurukú-folket. Mundurukúerne er særlige, fordi de har meget lidt matematik i deres kultur. For eksempel har deres sprog ingen egentlige talord, end ikke et ord for »en«, og derfor er de, mente forskerne, en gylden mulighed for at undersøge, hvor meget matematik mennesker har med sig fra naturens hånd.