Teknologi. Hvordan gemmer vi energi fra vindmøller og solceller? Varme småsten, afløbsrens og grønt brændsel skal løsne en gordisk knude i den grønne omstilling.

Den nye stenalder

I et hvidt festtelt nord for Roskilde står en af fremtidens grønne energiløsninger. Her, på DTU Risø, har forskere og virksomheder udviklet et energilager, hvor strøm fra vindmøller kan gemmes i dagevis. I al sin lavteknologiske enkelthed er der tale om knap seks ton småsten indkapslet i beton og masser af rockwool. Når anlægget tændes, varmer en trio af forvoksede hårtørrere stenene op til over 600 grader. Den glohede luft kan lagres i knap 14 dage og siden aflades som varme eller strøm.

Uden for teltet drejer vindmøllerne taktfast langs Roskilde Fjord. Det er her, størstedelen af strømmen til anlægget kommer fra, når vinden ellers blæser. Det gør den som bekendt ikke hele tiden. Omvendt er der dage, hvor danske vindmøller producerer langt mere strøm, end vi har brug for. I stenlageret kan overskydende el gemmes til en periode med stille vejr: som at lægge sten i bålet om dagen, så man har noget at lune sig på om natten.

xklo
(f. 1987) er journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og cand.public. Kristoffer skriver om forskning og videnskab i Ideer.

Andre læser også