I 1959 begyndte det amerikanske militær at planlægge det hemmelige projekt Horizon. Målet var at sende astronauter til Månen i april 1965 og blot ét år senere udstationere mænd på en fast base deroppe.

Projektet lykkedes som bekendt ikke, men lige siden har der været diskussioner og planer om at bygge faste opholdssteder på Månen. Ideen er ikke mindst sandsynliggjort, efter at videnskabsmænd opdagede vand på Månen. Siden 2013 har astronomer forsøgt at estimere, hvor meget vand der er, gennem missioner, hvor rumfartøjer har kredset rundt om Månen. Der er muligvis helt op til en milliard ton vand frosset til is. Vandet er kilden til liv, så kunne det tænkes, at man kan bygge byer eller tung industri på Månen?

Nyt amerikansk studie viser, at der ikke er nok vand på Månen til at bygge byer. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Nej, fastslår forskere fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics i et nyt studie udgivet i Frontiers. De har estimeret, hvor meget vand der er behov for i en by med en million, 100.000 eller 10.000 indbyggere. Selv hvis det er muligt at genanvende 98 procent af al vandet, vil en by med en million indbyggere kun kunne overleve i omtrent et århundrede – og det er kun, hvis det viser sig, at de mest generøse estimater af mængden af vand på Månen passer. Sandsynligvis er der nemlig kun 33 millioner ton vand, hvilket betyder, at en by med en million indbyggere kun vil kunne klare sig selv i tre år.

Så vil vi aldrig få byer på Månen? Det kan forskerne ikke udelukke. Hvis vi bliver bedre til at genbruge vand eller udvikler teknikker, der kræver et mindre forbrug (et bud kunne være vertikalt landbrug), lader det sig måske gøre. Ellers kræver det, at der bliver fundet mere vand på Månen – eller at der jævnligt importeres vand fra Jorden.

Frontiers, 14. september