Onsdag den 12. august mellem kl. 19 og 21 vil hundredtusinder fra Amager til Hvide Sande måbe bag papbrillerne. Filosofere over naturens storhed. Beundre spektaklet på himlen, hvor Månen æder sig ind på solskiven, indtil cirka 85 procent er væk. I Island og Spanien taler vi tilsammen om millioner, som vil få deres liv forandret af en total solformørkelse.

Og så er der dyrene. Hvad siger de mon til, at tusmørket kommer for tidligt?