Kommentar. Hvem vinder, når ernæringsforskere mistænkeliggør hinanden? Mest sandsynligt: fødevareindustrien.
Ultraforarbejdet strid
Hvis man har fulgt mediedækningen af ultraforarbejdet mad, har man måske bemærket, at betegnelsen dækker over mange, ret forskellige fødevarer. Det spænder over forventelige sundhedsskurke som osterejer, kødpålæg og frysepizza, men inkluderer også fiberrigt rugbrød, fordi det indeholder konserveringsmidler. Giver det overhovedet mening at anskue disse madvarer som én samlet gruppe?
På det punkt hersker der stor uenighed, og det har nu bragt et forskningsprojekt ved Københavns Universitet i stormvejr. Kort fortalt vil projektet opdatere det klassifikationssystem, kaldet Nova, som bliver brugt i forskningen om ultraforarbejdet mad. Men som beskrevet i Information og Politiken mener Nova-systemets ophavsmand, Carlos A. Monteiro, og hans støtter, at projektet er et forsøg fra fødevareindustrien på at forvirre forbrugerne og forsinke politiske tiltag. Pengene kommer nemlig fra Novo Nordisk Fonden, og idémanden er Arne Astrup, senior vice president i Novo Nordisk Fonden med et bijob for Ferrero, der blandt andet laver Nutella.
Del: