Fra år 985 til 1410 var det sydlige Grønland befolket af norske bønder, de såkaldte nordboer. Selvom de boede midt ude i Nordatlanten, var de på ingen måde isoleret – de gik i den seneste europæiske mode og forsynede kontinentet med narhvaltænder, isbjørneskind og andre eksotiske arktiske varer. Men så forsvandt de, næsten som ved et trylleslag, og årsagen dertil har været stærkt omdiskuteret, siden Hans Egede ankom til Grønland i 1721 og undrede sig over, hvad der egentlig var blevet af hans nordiske forgængere.

En tese, som Egede selv abonnerede på, og som i nyere tid er blevet genoplivet af den norske middelalderhistoriker Arnved Nedkvitne, går på, at inuitterne drog ned langs Grønlands kyst og udryddede nordboerne. Ideen er kontroversiel, fordi den maler et ikke særligt flatterende billede af Grønlands oprindelige folk, men den er ikke grebet ud af den blå luft. De inuitter, Egede traf, fortalte sagn om, at deres forfædre havde »overrumplet og dræbt« nordboerne. Dertil viser mange af nordboernes huse spor efter at være blevet brændt ned, og ilden er altid startet i indgangstunnelen.