Ifølge de islandske sagaer var det vikingehøvdingen Erik den Røde, der omkring år 986 overbeviste islandske bønder om at bosætte sig i det, han promoverede som et »grønt land«. Nordboere slog sig ned på Grønlands vestkyst, og her startede de en koloni, som endte med at huse flere tusinde indbyggere. Nordboerne levede blandt andet af at jage hvalrosser og sælge deres stødtænder til middelalderens europæiske eliter, som skulle bruge elfenben til deres kors, knivskafter og skakbrikker.

Efter mere end 400 år blev kontakten til kolonien afskåret. En optegnelse om et skib, der sejlede fra Grønland i 1410, er det sidste livstegn, vi har. Derefter er de skriftlige kilder tavse, og arkæologien viser, at de nordiske grønlændere forsvandt i løbet af 1400-tallet. I århundrederne efter blev der spekuleret intenst om deres skæbne. Et centralt dokument var kirkeembedsmanden Ívar Bárdarsons beretning fra 1400-tallet om besøget til Vesterbygden, som han fandt forladt efter at være blevet plyndret af skrællinger, nordboernes navn for inuitterne.