Tryg på to år?

Noget af det første, Folketinget skal i gang med i den nye sæson, er at vedtage en særlov for de evakuerede afghanere. Der var eufori, da det i august lykkedes at »løfte«, som statsministeren ynder at sige, omkring 850 afghanere ud fra Kabuls lufthavn i de sidste kaotiske dage, før Taleban tog endelig kontrol. Nu spærrer jurister øjnene op. Særloven skulle være en håndsrækning, så de evakuerede kunne komme ud i det danske samfund i en fart. I skole og på arbejde. Men lovudkastet lægger op til to års opholdsgrundlag uden mulighed for forlængelse. Det er en formulering, som har gjort de afghanske tolke og tidligere ansatte ved den danske ambassade i Kabul ængstelige. Der står ganske vist også i lovudkastet, at de undervejs kan søge asyl efter de almindelige bestemmelser. Men hvorfor er der så sat den grænse på? Det kan kun være af politiske hensyn. For der er vel ingen, der forventer, at Taleban har givet op inden for bare to år, når de kom stærkt igen efter 20?

Dansk Røde Kors kalder i sit høringssvar de to år uden mulighed for forlængelse for »unødigt endegyldigt«. Det må man sige. Det er ikke nogen venlig gestus, når vi nu har inviteret og ligefrem »løftet« mennesker, som har løbet en risiko for os, hertil. I forventning om tryghed. Jeg har svært ved at få øje på rationalet bag den formulering. Der er tale om en afgrænset gruppe, vi selv har bragt her til landet og under helt særlige forhold.