Falsificeret. Nej, vi tager ikke 200 ureflekterede beslutninger om mad om dagen, siger forskere.
Tanketom spisning
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Vi tænker for lidt over, hvad og hvordan vi spiser. Adfærdsforskeren Brian Wansink gjorde den overordnede pointe helt specifik i 2007, da han hævdede, at vi tager 200 beslutninger om mad om dagen, uden at vi nærmest registrerer det.
Baggrunden var et studie, hvor forsøgsdeltagerne først selv anslog at foretage 14,4 valg i snit om mad og drikke om dagen. Men når forskerne gik i detaljer, kunne de registrere et gennemsnit på hele 226,7 daglige kostvalg, og forskellen på de tal – cirka 200, hvis man vil nå et flot rundt tal – kategoriserede de som ureflekterede valg, som forsøgsdeltagerne ikke selv var bevidste om.
Budskabet blev formidlet bredt i Brian Wansinks bog Mindless Eating, der udkom på dansk med titlen Hovedløse spisevaner i 2008.

Det, vi ved nu
Tre forskere fra Max Planck Institute for Human Development piller nu det famøse tal fra hinanden. I en artikel i tidsskriftet Appetite argumenterer de for, at der er metodiske og konceptuelle svagheder i Wansinks studie.
Det høje antal beslutninger blev nemlig opnået ved at spørge deltagerne om hvert enkelt lille valg, de traf i forbindelse med et måltid – hvor, hvornår, med hvem, hvad og hvor meget – og så gange antallet med det daglige antal måltider. Men når man bryder et bredt spørgsmål op i flere mindre dele, er det ikke så underligt, at man kan få folk til at angive et højere estimat. Det kaldes the subadditivity effect og er en kendt bias. Det er den, studiet indfanger, mener forskerne, og ikke ubevidste spisevaner.
Kritikken er langtfra den første plet på Brian Wansinks renommé. Efter at have gjort sig bemærket med flere opsigtsvækkende forskningsresultater, deriblandt en teori om, at små tallerkner får os til at spise mindre portioner, begyndte andre forskere at granske hans metoder. I 2018 blev hele 18 af hans forskningsartikler trukket tilbage, og Cornell University fandt ham skyldig i videnskabelig uredelighed.
Men ...
Så er der overhovedet brug for at angribe manden yderligere? De tyske forskere bag det nye studie hæfter sig ved, at artiklen om de 200 madbeslutninger ikke er blandt de tilbagetrukne studier, og at påstanden stadig cirkulerer.
Del:


