Syn for sagn

Store, uldne elefantdyr. De fleste af os har nok en forestilling om, hvordan fortidens mammutter har set ud, men nu har et internationalt forskerteam for første gang fundet beviset i form af fossilt dna. 

Inderst i cellekernen hos alle levende væsner finder man lange strenge af kromosomer: små strukturer, som indeholder hele organismens arvemateriale. Det er disse bittesmå strukturer, der har vist sig forbløffende velbevarede i huden på en 52.000 år gammel mammut. En unik kombination af permafrost og dehydrering har fanget dyrets arvemasse i intakte stykker. 

Det er helt unikt, og det er første gang, vi har haft mulighed for at samle og tælle kromosomparrene fra en for længst uddød skabning, fortæller forskerne, som sammenligner mammuttens velbevarede hudceller med den amerikanske kødsnack Beef Jerky. 

Dna-strukturerne burde være gået til, men de er blevet låst helt nede i de allermindste detaljer på grund af den hårde frysetørring, og forskerne har testet, at det samme netop gør sig gældende for dna i gamle stykker af den ægte Beef Jerky. 

Mammutten anses for at være nært beslægtet med elefanten, og de store dyr viser sig også ganske rigtigt at have et matchende antal kromosompar, 28 i alt, og en lang række andre lighedspunkter i deres arvemasse, som bekræfter hypotesen om en tidligere fælles forfader. 

Cellematerialet er så velbevaret, at det også er muligt at se, at de gener, som er bestemmende for udviklingen af hårsække på kroppen, har været »tændt« og langt mere aktive hos mammutten end hos vore dages elefant.

Cell, 11. juli