Genopdaget. Ud for Costa Ricas kyst har to danske marinarkæologer bjærget den blodige fortælling om to danske slaveskibe.
Spøgelsesskibet

Illustration: Thit Thyrring
I det klare vand ud for Cahuita Nationalpark i Costa Rica breder smukke koraller sig over det lyse sand. Stedet er lidt af et paradis for hajer, havskildpadder og stimer af farverige fisk, men det er ikke dyrelivet, David Gregory og Andreas Kallmeyer Bloch er optaget af, da de dykker ned mod havbunden den 15. september 2023. De to marinarkæologer er nervøse. Det er fjerde dag ud af de fem, som de lokale myndigheder – efter flere års forarbejde og forhandling – har bevilget dem, og de er begyndt at tvivle på, om de vil nå deres mål.
De første tre dage under vandet er sådan set gået fint. De har nænsomt udgravet en stabel af gamle gule teglsten – de sidste synlige spor fra et skib, der sank til bunds på stedet flere hundrede år tidligere. Stenene er efter alt at dømme klassiske danske Flensborg-mursten, og de to danskere har en stærk mistanke om, at vraget er resterne af det danske slaveskib Fridericus Quartus, som sank under dramatiske omstændigheder i 1710. Men de mangler stadig den sidste brik i puslespillet. De mangler et velbevaret stykke træ fra skroget, som endegyldigt kan afsløre skibets alder og herkomst.
Del: