I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

I 2023 udgav WHO en vejledning, der frarådede brugen af sødestoffer. Produkter med sukkersmag og nul kalorier er ellers populære, især blandt dem, som ønsker at spare på kalorierne. Forskning har dog antydet, at de kan øge appetitten, hæve blodsukkeret eller endda øge risikoen for en række alvorlige sygdomme.

Sødemidler er måske ikke så slemme som hidtil antaget. Foto: Hendrik Schmidt, Scanpix
Sødemidler er måske ikke så slemme som hidtil antaget. Foto: Hendrik Schmidt, Scanpix

Det, vi ved nu

Et af de længste studier af sødestoffer til dato viser nu, at de måske ikke er helt så slemme, som de har fået ry for. En gruppe hollandske eksperter i humanbiologi fra Maastricht Universitet fulgte 341 voksne europæere, som var overvægtige. Deltagerne gennemgik først en lavkaloriediæt i to måneder, hvilket gav et gennemsnitligt vægttab på ti kilo. Herefter fulgte alle en sund, sukkerreduceret kost. 171 af deltagerne blev bedt om helt at undgå sødestoffer, mens resten blev opfordret til at erstatte alt sukker med kunstigt sødede produkter.

Efter ti måneder havde sødestofgruppen i gennemsnit opretholdt et vægttab, der oversteg kontrolgruppens med 1,6 kilo. Samtidig havde de en højere mængde af de tarmbakterier, der producerer kortkædede fedtsyrer – stoffer, som ifølge tidligere studier kan hjælpe med at regulere blodsukker, støtte hjertesundhed og fremme vægttab.

Men ...

Forskerne understreger, at forståelsen af tarmens mikrobiom stadig er i sin spæde begyndelse, og at det derfor er svært at vurdere, hvordan ændringerne i tarmbakterierne påvirker deres vært. Det er heller ikke klart, om ændringerne skyldtes sødestofferne, vægttabet eller begge faktorer. 

Mette Juul Rasmussen

New Scientist, 17. oktober