Qaanaaq, Nordgrønland, tidlig morgen: Frosttågen hænger lavt over byen, så lyset bliver diffust og næsten blågråt. Under hundene ligger isen som en hård resonansbund; hver bevægelse giver en skarp, metallisk lyd. En fanger arbejder sig systematisk frem i det svage morgenlys. Han tjekker liner, seletøjsknuder, løfter en pote og ryster is af en pels. Hundene er rolige endnu, men blikkene er rettet mod det åbne isterræn, hvor dagens jagt venter.

Slæden står klar som et trofast redskab – slidt af årtiers brug, men stadig smidig nok til at glide over både nyis, skrueis og dybe revner, som hundene instinktivt vurderer, om kan bære. Her er menneske og dyr tæt forbundne; deres årvågenhed synes kalibreret efter hinandens åndedrag.