Hjerneforskere fra israelske Hebrew University har gjort en banebrydende opdagelse. I et nyt studie beskriver de, hvordan silkeaber efter alt at dømme giver hinanden navne i form af unikke lyde, som de små primater bruger til at finde og kommunikere med hinanden.

At navngive artsfæller er en sjældenhed i naturen. Indtil for godt ti år siden lød den udbredte opfattelse, at det udelukkende er mennesker, der går så avanceret til værks.

I 2013 kunne forskere imidlertid beskrive, hvordan delfiner bruger distinkte fløjtelyde målrettet bestemte artsfæller, og så sent som denne sommer blev elefanter føjet til den korte liste over dyr, der ser ud til at navngive hinanden.

Nu udvides den eksklusive klub med den hvidørede silkeabe (Callithrix jacchus). Den lille abe lever i monogame familiegrupper i Brasiliens tætte regnskove og bruger høje, kvidrende lyde – såkaldte »phee calls« – til at sende information om blandt andet deres lokalitet i retning af gruppefæller.

Endnu et dyr ser ud til at have navne for hinanden. Foto: Yasuyoshi Chiba, Scanpix
Endnu et dyr ser ud til at have navne for hinanden. Foto: Yasuyoshi Chiba, Scanpix Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix

I det nye studie har forskerne analyseret et hav af disse lyde. I en række eksperimenter blev silkeaber fra tre forskellige grupper sat sammen i tilfældigt inddelte par og placeret i små rum. Efter nogen tid opsatte forskerne en skærm, så dyrene blev adskilt. Herefter gav de sig til at optage abernes lyde.

De kunne konstatere, at dyrene straks gav sig til at kvidre løs med hinanden, men da forskerne siden brugte kunstig intelligens til at analysere de mange lyde, viste det sig, at silkeaberne benyttede 16 forskellige akustiske justeringer, alt efter hvilken abe de henvendte sig til. Undersøgelsen viste også, at de enkelte aber var i stand til at afkode, om et specifikt kald var rettet direkte mod dem, og at de i så fald var hurtigere til at svare tilbage. Aber i familie med hinanden brugte endda ens lyde, når de kommunikerede med de samme familiemedlemmer. 

Samlet set vurderer forskerne, at silkabernes kaldemønstre ligner brugen af navne hos mennesker.

Science, 29. august