I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

I mange år har biologer og evolutionsforskere antaget, at fart og overlevelse hænger tæt sammen. Desto hurtigere et dyr kan løbe, desto bedre kan det undslippe rovdyr, finde føde og vinde i konkurrencen om territorier og partnere.

Det virker logisk, og laboratorieforsøg har også vist, at de hurtigste dyr ofte klarer sig bedst, når man tester dem under kontrollerede forhold.

Det er ofte antaget, at fart og overlevelse hænger tæt sammen hos dyr. Men det viser sig, at det ikke er nok at være hurtig, hvis man hele tiden eksponeret for rovdyr som f.eks. rovfugle. Arkivfoto: Ernst van Norde
Det er ofte antaget, at fart og overlevelse hænger tæt sammen hos dyr. Men det viser sig, at det ikke er nok at være hurtig, hvis man hele tiden eksponeret for rovdyr som f.eks. rovfugle. Arkivfoto: Ernst van Norde

Især hos små krybdyr som firben har forskere set på, hvor hurtigt de kan løbe, og brugt det som et mål for, hvor godt de er tilpasset livet i naturen. Ideen er, at hurtige firben er sunde firben, som har større chance for at overleve.

Det, vi ved nu

Et nyt studie ledet fra University of Melbourne har udfordret denne antagelse på spektakulær vis. Ved hjælp af miniaturerygsække med gps og bevægelsessensorer fulgte forskerne 40 vilde australske skægagamer (Pogona vitticeps) gennem et år. Evnen til et hurtigt sprint forbindes ofte med bedre flugt i laboratoriet, men i naturen viste det sig derimod, at de hurtigste firben havde større dødelighed end deres langsommere artsfæller.

Særligt i forårsmånederne, hvor dyrene er mest aktive, var dødeligheden markant højere blandt de mest mobile individer. Det viser, at det ikke er nok at være hurtig, hvis man hele tiden er synlig og eksponeret for rovdyr som rovfugle og katte. Faktisk kan det at bevæge sig meget og hurtigt øge risikoen for at blive spist.

Men …

Studiet rejser også nye spørgsmål om, hvordan vi måler »fitness« i naturen. Det er nemlig ikke kun fysiologiske evner, der afgør overlevelse, men også hvordan disse evner anvendes i miljøet. Er et hurtigt firben, der bliver dræbt først, virkelig »bedre tilpasset«? Måske er det de stille og skjulte typer, der i længden vinder det evolutionære kapløb. Jens Olaf Pepke Pedersen

University of Melbourne & Journal of Animal Ecology, 16. juli