Kronik. Adhd er blevet en etiket, der lover lindring. Men vi risikerer at gøre skade, når vi diagnosticerer lidelse i gråzonen mellem sygdom og almenmenneskelig smerte.
Rumleskaft-effekten
Sofie er 32, mor til to og ansat i en IT-virksomhed. Hverdagen er travl, og hun har igennem flere år oplevet utilstrækkelighed og indre uro. Gennem sociale medier og hendes venner er hun blevet opmærksom på, at diagnosen adhd kunne passe til hendes oplevelse. Jo mere hun lærer om diagnosen, jo mere kan hun spejle sig i den. Sofie opsøger egen læge, fast besluttet på at blive henvist til psykiatrisk udredning. Hos lægen peger en kort indledende vurdering på, at hun godt kunne have adhd. Lægen oplever Sofie som velfungerende, men laver henvisningen: Der er travlt, og hun presser på for at blive sendt videre.
Efter to års ventetid kommer Sofie til psykiater. I mellemtiden har hun ladet sig opsluge af adhd-universet, som nu er en del af hendes selvforståelse. Hun kender det diagnostiske sprog og kan svare bekræftende på de fleste spørgsmål i udredningen. Psykiateren stiller diagnosen og udskriver medicin, men sidder tilbage med et ubehag: Kommer diagnosen til at hjælpe Sofie?
Del:


