Jo ældre man bliver, jo mere drømmer man typisk om at blive yngre. Men hvor vi ikke kan gøre så meget ved vores faktiske alder, kan sund kost, motion og gode vaner holde den såkaldt biologiske alder nede. Den biologiske alder måler, hvor godt eller dårligt kroppen fungerer, og den er værd at fokusere på, hvis man vil mindske sin risiko for at få demens.

Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet American Academy of Neurology, hvor forskere har undersøgt næsten 300.000 briter over 14 år. Forsøgspersonerne var alle 57 år ved undersøgelsens start, men havde meget forskellige biologiske aldre.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Undervejs i studiet udviklede knap 5.000 af personerne demens, og studiet viste, at det typisk ramte folk med en høj biologisk alder. Faktisk havde den fjerdedel med den højeste biologiske alder ved studiets start 30 procent større risiko for at udvikle demens end den fjerdedel med lavest biologisk alder.

Forskerne har målt den biologiske alder ved blandt andet at se på lungefunktion, blodtryk, kolesterol og antal hvide blodlegemer. Under undersøgelserne opdagede de også, at deltagere med en høj biologisk alder allerede havde ændringer i deres hjerne, der forbindes med udviklingen af demens. Eksempelvis havde de mindre af en bestemt type hjernevæv, der er vigtig for mentale funktioner såsom hukommelse, bevægelse og regulering af følelser.

"Den biologiske alder måler, hvor godt eller dårligt kroppen fungerer, og den er værd at fokusere på, hvis man vil mindske sin risiko for at få demens." Skriver Malene Jensen i denne kort nyt. Foto: Uli Deck, Scanpix
"Den biologiske alder måler, hvor godt eller dårligt kroppen fungerer, og den er værd at fokusere på, hvis man vil mindske sin risiko for at få demens." Skriver Malene Jensen i denne kort nyt. Foto: Uli Deck, Scanpix

Forskerne understreger, at mennesker med en høj biologisk alder ikke nødvendigvis udvikler demens – der er bare en sammenhæng mellem høj biologisk alder og tilfælde af demens.

American Academy of Neurology, 30. april