Revner i skærmen

Et konsensusdokument skulle gerne føre til konsensus. Det var mildest talt ikke, hvad der skete, da en gruppe forskere i denne uge præsenterede en gennemgang af mere end 120 eksperters syn på 26 påstande om smartphones og sociale medier hentet fra Jonathan Haidts meget omtalte bog The Anxious Generation.

Det er eksempelvis påstande om udviklingen i unges mentale helbred, om skærmenes effekt på søvn og det sociale liv og om betydningen af at holde telefonerne væk fra børn og unge.

De sociale medier har ganske givet påvirket initiativtagernes humør negativt i dagene efter præsentationen. Her måtte de nemlig se projektet gennemheglet af prominente forskere med himmelvendte øjne.

Kritikpunkterne var mange og tekniske, men centralt står spørgsmålene om, hvorfor vi overhovedet skal interessere os for, hvor mange procent af de deltagende eksperter der tror på den ene eller anden påstand.

Brugbarheden af den øvelse er særligt tvivlsom, fordi vi ikke ved præcis, hvilke eksperter der har deltaget. Meget tyder på, at en række helt centrale forskere på den Haidt-kritiske fløj glimrer ved deres fravær. Angiveligt er de inviteret, men har ikke valgt at deltage.

Uanset hvor »skylden« ligger, virker det lidt som at lave en fredsaftale, hvor man ikke har haft held til at få den ene part til at dukke op til forhandlingerne. Ikke den bedste opskrift på varig fred.

Vi burde diskutere, hvad den empiriske forskning på området faktisk kan fortælle os, og det gør konsensusdokumentet faktisk også, selvom det er druknet noget i den aktuelle diskussion.

Eksperterne har hver især præsenteret evidens, der taler for og imod påstandene, og selvom opsummering af evidensen naturligvis er påvirket af ekspertpanelets sammensætning, illustrerer konsensusdokumentet meget godt, hvor lidt vi stadig ved om betydningen af smartphones og sociale medier.

Konklusionen er overordnet, at der ikke er særlig solid evidens for, at smartphones og sociale medier er skadelige. Bedst ser evidensen ud for effekt på »søvnproblemer«, men om det fører til egentlig »søvnmangel«, er mere uklart. At det vil gavne teenagernes mentale helbred, hvis man fjernede telefonerne fra deres liv, er der ifølge dokumentet ikke særlig god evidens for. Omvendt er der dog heller ikke solid evidens for, at det ville være nytteløst.

Sikkert er det dog, at dokumentet, der har Haidt som en af mange medforfattere, giver et langt mindre skråsikkert billede end det, Haidt præsenterer i sin bog. Måske er der alligevel kommet noget godt ud af den fejlslagne fredsforhandling.