Sybille Hildebrandt skriver her i Weekendavisen artiklen »Håbet har en pris« om de eksploderende omkostninger til medicin i kombination med faldende evidens for de helbredsmæssige virkninger af den nye medicin.

Det giver sig selv, at pengene kun kan bruges én gang, men desværre bygger artiklen på en forsimplet præmis: at ny medicin ikke er bedre eller mere effektiv end eksisterende behandlinger, da EMA i stigende grad godkender lægemidler på basis af fase 2- i stedet for fase 3-forsøg.

Det forekommer mig at være en forhastet og farlig konklusion, at godkendelse på baggrund af fase 2-forsøg i sig selv skulle være et indiskutabelt bevis på, at ny medicin ikke leverer nye fordele. Artiklen går lægemiddelindustrien på klingen, men accepterer ukritisk Medicinrådets forklaring om, at det er industriens og EMAs ansvar, når danske patienter ikke kan drage fordel af nye lovende lægemidler.

Jeg skriver ikke for at gå i brechen for lægemiddelindustrien. Men artiklen mangler perspektivet fra patienterne, med undtagelse af den enkeltpersonsag, som artiklen tager udgangspunkt i. Ikke en eneste patientforening er hørt. Derfor dette indlæg. Jeg taler kun for mig selv, for i det mindste at give en til patients perspektiv.

Foto: Bax Lindhardt, Scanpix
Foto: Bax Lindhardt, Scanpix

Som kræftpatient slog det mig i særlig grad, at artiklen skøjter let hen over tilfælde, hvor danske kræftpatienter må lave online crowdfunding for at rejse til Tyskland, Sverige, andre nabolande eller USA for at få adgang til en ny lovende behandling. Det er korrekt, at behandlingernes effektivitet i sådanne tilfælde ikke er slået fast med syvtommersøm. Derfor er det måske ikke omkostningseffektivt i et excelarks perspektiv. Men hvis det er sidste håb for liv, vil det altid være det værd. Hvis ikke for patienten, så for familien.

Ligeledes gælder det i det citerede eksempel om den dyrere omkostning pr. patient ved kemoterapi i dag i forhold til 1965. En sådan øget omkostning skal sættes op mod fordelene ved de uomtvistelige fremskridt inden for effektiviteten af kræftbehandlingen, heriblandt kemoterapeutiske lægemidler. Disse fremskridt ses både i forhold til overlevelsesrate og livskvalitet under behandling. Det er næppe en kontroversiel påstand. Skulle læseren alligevel ønske empirisk data herfor, findes disse med et par minutters søgning på Verdenssundhedsorganisationens Global Cancer Observatory.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Jeg skriver som sagt som patient og kun på egne vegne. Jeg tror dog ikke, jeg tager den metaforiske mund for fuld ved at påpege den enorme forskel mellem at kunne fungere nogenlunde normalt under behandling til knap at kunne klare basale husholdningsopgaver som indkøb og tøjvask. Især når denne behandling ikke overstås på hverken tre eller seks måneder, men 12-15 måneder. For ikke at nævne, når sygdommen rammer i en forholdsvis ung alder med små børn i hjemmet. Det har været hårdt, men jeg har kunnet givet mine børn en nogenlunde normal hverdag. Jeg tør ikke tænke på, hvilken oplevelse mine børn ville have haft, hvis jeg havde skullet modtage kemoterapi anno 1965. For ikke at tale om overlevelsesraten.

Fremskridtene inden for kræftbehandling og kemomedicin er ikke sket i et stort ryk. Jeg tvivler på, det forholder sig sådan for nogen form for medicin. Den langsigtede virkning og effektivitet af et hvilket som helst lægemiddel vil altid først blive kendt, når det har været aktivt brugt i behandling over en længere periode.

Artiklen lader det stå hen i det uklare, hvad konsekvensen af dens grundpræmis ville være. Om det er hensigten eller ej, så kan jeg ikke undgå at forstå artiklen således: at kun medicin godkendt på baggrund af fase 3-studier skal kunne godkendes til brug i det danske sundhedsvæsen. Upåagtet, at det er godkendt på europæisk niveau af EMA.

Hvis det bliver testen, er jeg ikke nervøs for prisen på håb, men på at ende et sted, hvor vi reducerer værdien af et liv til en ensidig formel i et excelark. Hvor Medicinrådet bliver for restriktivt, især for sjældne sygdomme, hvor sygdomspopulationen ikke er stor nok til de store fase 3-forsøg. Eller hvor der ikke er tid til at vente, og ny medicin er sidste chance. Mellem t-ordet og et spinkelt håb om lidt mere liv. Hvor økonomistyring prioriteres over håb og liv.

Cate Nymann er kræftpatient

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning.