En ny international undersøgelse giver det hidtil mest detaljerede indblik i, hvor lidt plastic der skal til for at slå havfugle, havskildpadder og havpattedyr ihjel. Forskere fra den amerikanske ngo Ocean Conservancy har analyseret mere end 10.000 obduktioner af døde havdyr verden over, hvoraf en femtedel havde plastic i mave-tarm-systemet.

Undersøgelsen, der er bragt i PNAS, viser, at der skal meget lidt til at slå dyrene ihjel. Eksempelvis har en atlantisk søpapegøje 50 procents risiko for at dø efter at have spist mindre end én kubikcentimeter plastic, og den væsentligt større havskildpaddeart uægte karette skal spise plastic svarende til en halv tennisbold for at have 50 procents risiko for at dø.

Ny international undersøgelse, viser, hvor lidt plastik der skal til for at dyrene dør. Arkivfoto: Luis Acosta, Scanpix.
Ny international undersøgelse, viser, hvor lidt plastik der skal til for at dyrene dør. Arkivfoto: Luis Acosta, Scanpix.

I undersøgelsen kortlagde forskerne også, hvilke plasttyper der er mest dødelige. Gummirester og hård plast rammer fugle hårdest, bløde plasttyper som poser truer især skildpadder, og for havpattedyr er fiskeredskaber farligst. Mange dyr havde spist flere slags plastic, og næsten halvdelen af de dyr, der blev fundet med plastic i maven, var truede arter.

Over 11 millioner ton plastic havner årligt i havet. Ocean Conservancy peger på, at oprydning, bedre affaldshåndtering, genbrug og mindre plastproduktion er nødvendigt for at forbedre tilstandene i havet.

Ocean Conservancy, 17. november

Nyhedsbrev: Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev, hvor vi bruger forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den. Udsendes hver anden uge.