Der kan være noget dragende ved en skrupelløs politiker. Tænk bare på Frank Underwood, det drevne kongresmedlem i tv-serien House of Cards, der aflivede en hund i allerførste scene og derfra løj, snød og manipulerede sine omgivelser for altid at få sin vilje. Det var selvfølgelig dybt forkasteligt, men … I denne urolige verden, hvor spillereglerne er sat ud af kraft, og gamle alliancer er smuldret, er det så ikke netop sådan en type, man gerne vil have til at kæmpe for sig?

I kølvandet på Donald Trumps valgsejre har forskere fået en stigende interesse for politikeres mørke personlighedstræk. Det kan synes at være en fordel for en politiker at bære på lidt mere narcissisme, machiavellisme og psykopati end den gennemsnitlige borger.