Når kaldet ikke er nok

»Sygepleje er en gerning, som kræver personen helt og fuldt, og de damer, som udøver den, må have deres hjem på hospitalet – leve og dø på hospitalet, kan man sige.«

Sådan forklarede den socialdemokratiske borgmester Peder Hedebol i 1930, hvorfor man havde været nødsaget til at forbyde sygeplejersker at gifte sig.

Borgmesteren glemte imidlertid at fortælle, at det også handlede om hospitalets økonomi: De ugifte sygeplejersker blev trukket i løn for kost og logi, og med et betragteligt antal sygeplejersker kunne det mærkes i hospitalsbudgettet.

»Det handlede mere om økonomi end faglighed, men det blev pakket nydeligt ind, så sygeplejen blev serveret som et opofrende kald,« siger sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz.

Hun er selv sygeplejerske og ph.d. i sygepleje – den første i Danmark – og har forsket i sygeplejens historie siden slutningen af 1980erne.

»I dag, næsten 100 år efter, har sygeplejen flyttet sig til højeste uddannelsesniveau. Der er stadig mange forventninger, men man vægrer sig fortsat mod at give anerkendelse gennem lønnen. Det er dyrt, for der er mange i faget og desværre stadig en underliggende forståelse af, at køn og kald overskygger kompetencedelen,« siger Malchau Dietz.

Det, der længe har været sygeplejerskernes problem, ser nu ud til at blive hele samfundets.

En af sommerens tophistorier har været nedgangen i ansøgninger til uddannelsen. »Den manglende interesse for at blive sygeplejerske kommer på et kritisk tidspunkt,« udtalte Jes Søgaard, sundhedsøkonom ved SDU, til TV 2 News. I forvejen er der stor mangel på sygeplejersker, og ifølge mediet Sundhedsmonitor, som har foretaget en rundspørge blandt Dansk Sygeplejeråds ledere, står 4.700 stillinger ubesat hen. Værst ramt er landets sygehuse.

Skal vi løse den aktuelle krise, er det nødvendigt at lære af historien, forklarer Susanne Malchau Dietz.

Et kønnet kald

Sygeplejen har sine rødder i de religiøse søsterordner, men siden midten af 1800-tallet har sygeplejerskerne arbejdet for at professionalisere deres fag. Alligevel blev faget længe opfattet som et opofrende kald, som bar lønnen i sig selv.

Derfor var det i mellemkrigsårene heller ikke acceptabelt for en sygeplejerske at have et familieliv ved siden af arbejdet. En sygeplejerske på Rudolph Berghs Hospital havde været hemmeligt gift i flere år, og da det blev opdaget, blev hun straks forflyttet til laboratoriet, gik ned i løn og mistede retten til pension. I 1930 vedtog man i København et decideret forbud for sygeplejersker om at gifte sig.

I Danmark blev sygeplejerskeuddannelsen statsautoriseret i 1933, fire år senere, i 1937, fik de københavnske sygeplejersker lov til at gifte sig og flytte fra hospitalet, når det skete. De fleste opgav dog arbejdet, når de ændrede status fra frøken til fru, det var normen:

»Rollen som hustru og mor var kvindens primære kald, og det var umuligt at tjene to kald,« forklarer Malchau Dietz. Det betød også, at sygeplejersker ikke blev betragtet som forsørgere.

I årtierne efter Anden Verdenskrig var der ligesom i dag mangel på sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen. Hospitalerne savnede varme, kvalificerede hænder, og det afstedkom en diskussion af, hvad der passede sig for mænd og kvinder at beskæftige sig med – om sygeplejen var et kald, som kun kvinder hørte og fulgte – ja, om mænd overhovedet kunne være sygeplejersker.

I 1946 nedsatte Indenrigsministeriet et udvalg, som fik til opgave at komme med gode ideer til at imødegå manglen; en idé var at uddanne mandlige sygeplejersker. I USA var omkring ti procent af sygeplejeuddannelserne tilgængelige for mænd, i Norge sikrede ligestillingslovgivning fra 1948, at mændene havde adgang.

»Der var tale om en bevægelse i tiden,« siger Malchau Dietz.

To overlæger i udvalget ønskede imidlertid ikke at lade sig rive med og skrev en dissens, hvor de lod forstå, at der fandtes særlige kvindelige egenskaber, som mændene aldrig kunne få, at deres køn simpelthen altid ville stå i vejen for de kompetencer, de måtte opnå: »Det gælder således virkelig indfølelse og næsten moderlig omsorg for medmennesker, sans for hjemlig hygge og renlighed, ligesom det også er værd at gøre opmærksom på, at den noget ubeskrivelige, men reelle særlige ånd og tone, som kun kvinder kan skabe og præge omgivelserne med, kan spille en rolle. Man vil også i den forbindelse fremhæve, at når et barn i hjemmet bliver sygt, passes det af moren og ikke faren.«

Overlægerne var i mindretal, og de syv første mandlige sygeplejersker begyndte deres elevtid på Rigshospitalet i 1951. De boede ikke på hospitalet, det gik ikke, at de blev så tætte naboer med de kvindelige elever, så mændene modtog en godtgørelse, der gjorde det muligt at leje et værelse ude i byen. Modsat kvinderne forventede man heller ikke, at de forblev ugifte under uddannelsen.

Det gik godt, »De er ualmindeligt flinke og dygtige,« udtalte forstanderinden frk. Wagner til Information. Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Maria Madsen, fandt desuden, at de mandlige elever var mere målrettede end kvinderne. Hun mente, at det hang sammen med, at de vidste, at de skulle forsørge sig selv og deres familier livet igennem.

I samme periode blev sygeplejerskeuddannelsen ensrettet:

»Det var ikke længere det enkelte sygehus, der varetog uddannelsen af sygeplejerskerne, nu blev der oprettet egentlige sygeplejeskoler. Der blev sat øget fokus på teorien, det var en revolution og et udtryk for den kamp for uddannelse og styrkelse af faget, som sygeplejerskerne har kæmpet for alle dage. En insisteren på, at kaldet ikke var nok – at sygepleje krævede kompetencer, som i øvrigt kunne opnås af såvel kvinder som mænd,« siger Malchau Dietz.

En glemt diskussion

De nye mandlige sygeplejersker har fortalt, at de mødte forbavsede patienter, der skulle vænne sig til at blive passet, plejet og vasket af unge mænd. Nogle arbejdsgivere satte også hælene i, Københavns borgmester Julius Hansen mente for eksempel ikke, at Kommunehospitalet skulle ansætte mandlige sygeplejersker. Et besøg fra Dansk Sygeplejeråds formand, Maria Madsen, og sekretariatsleder Margrethe Kruse fik ham dog med på ideen. I Maribo var det Dansk Kvindesamfund, der forsøgte at sætte foden ned, da en af de nye mænd søgte en stilling på et hjem for kronisk syge.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd kæmper mandlige sygeplejersker i dag stadig med den stereotype opfattelse af, at en sygeplejerske nødvendigvis er en kvinde. Axel Johannesen, som var en af de oprindelige syv mandlige sygeplejersker, udtalte sig i 2018 til fagbladet Sygeplejersken og opfordrede flere mænd til at søge uddannelsen: »Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der stadig ikke er flere mænd, der søger sygeplejen. Det er et fantastisk arbejde.«

Malchau Dietz mener, at 1950ernes diskussion af køn, normer og forventninger også kunne være nyttig og lære os noget i dag, hvor kun cirka fire procent af sygeplejerskerne i Danmark er mænd:

»Det handler om at flytte en kulturel forståelse af, at sygeplejen alene er et kvindefag. Det tager tid at flytte normer, lang tid. Der er allerede megen forskning om sammenhængen mellem køn og sygepleje, og alligevel har det ikke flyttet meget på tallene,« siger Malchau Dietz.

Ét sted bliver diskussionen faktisk taget, og det er i den utroligt populære serie Sygeplejeskolen, som udspiller sig i 1950erne. Den handler om de første mandlige sygeplejeelever og om fagets professionalisering, Malchau Dietz virker som konsulent på serien og er ikke overraskende fan:

»Her er endelig et medical drama, der handler om sygeplejersker, deres faglighed og faglige stolthed. De ønsker at dygtiggøre sig som sygeplejersker, de drømmer ikke om at blive læger, de har status som sygeplejersker. Det er en stærk fortælling om køn, kald og kompetencer og sygeplejens muligheder. Alt det, jeg har brugt mit arbejdsliv på at forske i,« siger Malchau Dietz.