I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

I flere årtier er Jorden blevet grønnere, fordi planter optager en betydelig del af den CO₂, vi udleder. Planters vækst stimuleres af øget CO₂, og det har derfor været indbygget i klimamodellerne. En vigtig forudsætning har dog været, at planterne har tilstrækkeligt med kvælstof, leveret af mikroorganismer, der kan binde atmosfærisk kvælstof i jorden.

Antagelsen har formodentlig overvurderet effekten af kulstofstimuleret vækst. Her ses Gribskov. Arkivfoto: Jan Jørgensen, Scanpix
Antagelsen har formodentlig overvurderet effekten af kulstofstimuleret vækst. Her ses Gribskov. Arkivfoto: Jan Jørgensen, Scanpix

Samtidig har klimaforskere antaget, at en del af Jordens kulstof gradvist blev fjernet fra atmosfæren og bundet i havbunden og i forskellige geologiske lagre. Disse processer var dog knyttet til meget lange tidsskalaer, hvor kulstof langsomt indbygges i bjergarter gennem kemiske reaktioner og omdannelser.

Nyhedsbrev: Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev, hvor vi bruger forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den. Udsendes hver anden uge.

Det, vi ved nu

To nye studier udfordrer nu modelantagelserne, men på hver sin måde. Det første, ledet fra Columbia University i New York, viser, at naturlig kvælstoffiksering i jorden er markant lavere end antaget. Det betyder, at mange modeller for fremtidigt kulstofoptag i planter og jord formodentlig har overvurderet effekten af CO₂-stimuleret vækst. Når planterne ikke får det kvælstof, de behøver, falder vækstens respons på stigende CO₂ tilsvarende.

Det andet studie, ledet fra University of Southampton, peger i en helt anden retning. Geologer har opdaget, at ældgamle klippeaflejringer under det sydlige Atlanterhav rummer langt mere kulstof, end man tidligere har troet, og i visse prøver op mod 40 gange mere. Her har havvand gennem millioner af år reageret med de basaltiske klipper og udfældet kulstof som karbonatmineraler. Fundet antyder, at Jordens geologi over lange tidsrum kan gemme betydelige kulstofmængder, langt ud over de lagre, der normalt indgår i klimamodellerne.

Men …

De to resultater peger således i modsatte retninger: mindre optag i planter, men større kapacitet i klipper. Men de adresserer to meget forskellige tidsskalaer. Den biologiske binding sker over årtier og århundreder, mens den geologiske binding opererer på tidshorisonter fra hundredtusinder til millioner af år. Det har derfor ikke betydning for nuværende emissioner, men det ændrer vores forståelse af kulstofsystemet som helhed.

Begge studier illustrerer, at vi fortsat står med et ufuldstændigt billede af Jordens kulstofkredsløb, hvor blade, jord og klipper følger deres egne dynamikker.

Nature Geoscience & Proceedings of the National Academy of Sciences, 24. november