Den 16. marts 1731 blev en italiensk grevindes tjenestepige mødt af et grotesk syn. Tjenestepigen undrede sig over, at grevinde Cornelia Zangheri Bandi endnu ikke var stået op, da hun listede ind i hendes soveværelse og kaldte på hende. Værelset lugtede mærkeligt, og da Cornelia Zangheri Bandi ikke svarede, trak tjenestepigen gardinerne fra og åbnede vinduet.

Her så hun det, der var tilbage af grevinden. To ben fra knæet og ned, halvdelen af kvindens kranie og tre sorte fingre. Resten af liget var aske, der lå på gulvet et par meter fra sengen.