Falsificeret. Hvordan lykkedes det egentlig fortidsmennesker at nedlægge en mammut? Arkæologer kommer med et nyt bud.
Mammutjægerens taktik
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
For 13.000 år siden levede Clovis-folket i det sydvestlige USA, hvor de tilsyneladende havde held med at nedlægge enorme dyr som mammutter og kæmpebisoner ved hjælp af avancerede spydspidser af sten.
Men hvordan gjorde de egentlig? Der er fremsat forskellige bud på, hvordan jagten har foregået, blandt andet, at Clovis-jægerne kastede deres spyd efter byttet, eller at en hel gruppe omringede dyret og stak det til døde. Men det har virkelig krævet mange kræfter at tildele en mammut et dødbringende sår, har kritikere påpeget, for spydspidsen skulle trænge 17 til 30 centimeter ind og placeres uhyre præcist for ikke at ramme et ribben. Et tredje bud er derfor, at Clovis-folket snarere opsporede sårede dyr og brugte deres spydspidser til at skære kød fra knoglerne.
Det, vi ved nu
Nu fremsætter arkæologer fra University of California – Berkeley imidlertid en helt fjerde teori: Efter omfattende analyser finder de det mest sandsynligt, at Clovis-folket ikke kastede deres spyd, men brugte dem som stødvåben: De satte spyddet fast i jorden og fik dyret til at løbe direkte mod spidsen, så det var dyrets egen vægt, der pressede spyddet ind. Det ville give langt mere kraft i slaget, end noget menneske har kunnet præstere, argumenterer forskerne.

Men …
Arkæologerne håber nu at kunne underbygge deres teori yderligere ved hjælp af nye eksperimenter. For eksempel har de tænkt sig at bygge en slags mammut-dummy og bruge den til at simulere, hvordan et angreb kan have set ud. fogh
PLoS ONE, 21. august
Del:



