I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Da arkæologer i 1980erne og 1990erne udgravede Ferriter's Cove i Kerry i det sydvestlige Irland, fandt de ikke bare stenredskaber og andre spor efter jæger-samlere, men også fragmenter af dyreknogler.

Flere af dem blev identificeret som knogler fra kvæg, og et af dem blev dateret til omkring 4400 f.Kr. Det var usædvanligt tidligt, for den egentlige overgang til landbrug på Irland fandt først sted omkring 4000 f.Kr., og vilde urokser synes ikke at have levet på øen.

Den såkaldte Kerry-ko blev derfor et vigtigt arkæologisk fund, både som det tidligste tegn på tamkvæg i Irland og Storbritannien og som bevis på, at de sidste irske jæger-samlere havde kontakt med tidlige landbrugssamfund på det europæiske fastland.

Det, vi ved nu

Problemet er bare, at koen ikke var en ko. En gruppe forskere fra University College i Dublin og Cork samt det franske CNRS har nu fundet de gamle knoglefragmenter frem igen og undersøgt dem med en nyere biomolekylær metode, ZooMS, som benytter et massespektrometer. Metoden identificerer karakteristiske proteiner i bindevævet og kan derfor artsbestemme selv små knoglefragmenter, hvor knoglens form ikke giver et sikkert svar.

Analyserne viste, at ingen af de undersøgte fragmenter stammede fra kvæg, men i stedet var fra bjørn og vildsvin.

De undersøgte fragmenter stammede fra ikke kvæg, men blandt andet fra bjørne. Foto: Wikimedia Commons

Dermed forsvinder Kerry-koen efter mere end 30 år fra Irlands forhistorie. Samtidig forsvinder et af de vigtigste argumenter for, at tamkvæg var nået til Irland flere hundrede år før landbrugets egentlige gennembrud.

Men ...

Resultatet ændrer dog ikke på, at landbruget omkring 4000 f.Kr. nåede Irland forholdsvis hurtigt med tamdyr, afgrøder og en helt ny levevis.

Der findes børnebøger om forskellen på en ko og en bjørn, men når man kun har et knoglefragment, kan selv en ko og en bjørn ligne hinanden. Jens Olaf Pepke Pedersen

RTÉ (Raidió Teilifís Éireann), 18. august