Nogle af os har et skjult handicap: basal mangel på evne til at stille andre mennesker nysgerrige spørgsmål. Det kunne være den personlige træner på date, der i en ustoppelig ordstrøm belærer om kosttilskud og pronationsløbesko. Eller ham bordherren, der antog, at ordet »Nepal« var et stikord, og talte i en halv time om trekking i Himalaya.

Jeg er en af dem. Altså en af dem med spørgehandicappet. Jeg er eminent til at berette om dagens op- og nedture, men elendig til at spørge tilbage. Jeg har gamle venner, som jeg stadig ikke aner, hvor arbejder henne. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at min spørgekvote bare bliver brugt op på jobbet, men det er nok nærmere noget genetisk.