Det, vi troede, vi vidste

Vands oprindelse på jordkloden har længe været et komplekst forskningsemne. Særligt fremtrædende er den teori, at vand blev bragt til Jorden med isede asteroider og kometer. 

Det, vi ved nu

De seneste år har geologer og forskere i planeters oprindelse foreslået den alternative teori, at Jorden blev født med alt, den behøvede for at danne sit eget vand. Man har undersøgt en særlig slags meteoritter med samme struktur som Jordens egne byggesten, og det har vist sig, at brint sandsynligvis har eksisteret i klodens oprindelige stenmasse, hvor det har været bundet sammen med svovl. I jordklodens tidlige ungdom var den desuden dækket af et flydende magmahav, som indeholdt et stort antal iltatomer fra mineralerne i skorpen. Derved indeholdt den unge jord begge ingredienser til vand, brint- og iltatomer, blot bundet i forskellige mineraler. Man var dog i tvivl om, hvorvidt de meteoritter, man undersøgte, var forurenet med brint fra Jordens vand, men det har et nyt studie fra University of Oxford netop kunnet afvise. Brinten er låst inde i et mineral, som er meteoritternes egne.

Men …

Eksperter sætter spørgsmålstegn ved, om størstedelen af brinten til Jordens vand er kommet fra mineralerne. Selve den sky, Jorden blev dannet i, har også indeholdt brint, ligesom isasteroiderne har bragt noget med sig. Derfor er det muligt, at Jordens vand er opstået på baggrund af flere forskellige processer. Men det borger godt for vand på andre klippeplaneter i fjerne stjernesystemer, hvis vandet er hjemmelavet. 

arXiv.org 19. juni, Science News 15. juli

Arkivfoto: NASA, Scanpix
Arkivfoto: NASA, Scanpix