I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Ifølge det amerikanske nationale center for ufo-rapporteringer (UFORC) ser amerikanerne hundredvis af ufoer hver måned. 

Ufoer – eller UAPer, som de også kaldes – er fænomener, der observeres på himlen, uden umiddelbart at kunne identificeres som hverken naturfænomen eller luftfartøj. De fleste ufoer ser ud til at dukke op om sommeren, hvilket nok skyldes, at vejret er bedre, og amerikanerne derfor tilbringer mere tid udendørs. Derfor fortæller antallet af observationer mere om vejr og andre forhold end om antallet af ufoer.

Det bekræftes af en undersøgelse, som to israelske økonomer har foretaget ved hjælp af 20 års data fra UFORC, og som blandt andet viser, at der var flere ufo-observationer under coronanedlukningen. Det forklarer forskerne med, at når folk var nødt til at holde sig hjemme, brugte de mere tid på at holde øje med himlen.

Billede fra en UAP-videoptagelse offentliggjort af det amerikanske forsvarsministerium. Foto: Scanpix
Billede fra en UAP-videoptagelse offentliggjort af det amerikanske forsvarsministerium. Foto: Scanpix Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det, vi ved nu

Men ifølge de israelske økonomer afspejler ufo-observationerne også helt andre forhold, som for eksempel økonomi og velstand. De fleste ufo-rapporter viser sig nemlig at stamme fra de mest velstillede regioner i USA. 

Overraskende nok stiger antallet af ufo-observationer imidlertid i perioder med økonomisk tilbagegang, hvilket så kan forklares med, at befolkningen under en recession generelt bliver mere opmærksomme, ikke blot på deres økonomi, men også på deres omgivelser og herunder himmelfænomener. Mønstre i ufo-observationer ser altså ud til at fortælle mere om os selv end om rumvæsener.

Forskerne håber at få flere data på individniveau, som kan vise, hvordan vores opmærksomhed på omverdenen formes af økonomiske faktorer.

Humanities and Social Sciences Communications, 18. december