Falsificeret. Kæledyr forbedrer ikke vores livskvalitet, viser et nyt studie. Og hunde er værst.
Kæledyrseffekten aflivet
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Kæledyr gør deres ejere gladere og sundere og kan især hjælpe dem med at holde humøret oppe i svære tider. Sådan lyder det ofte fra kæledyrsejere selv, og der forskes tiltagende i de potentielt gavnlige effekter.
Det, vi ved nu
Men nu har en gruppe ungarske forskere fra Eötvös Loránd University tryktestet, hvordan kæledyrseffekten klarer sig under særligt strabadserende tider. Deres udgangspunkt er et datasæt om knap 3.000 menneskers psykologiske velbefindende under Ungarns coronanedlukning i 2020.

Blandt respondenterne havde 65 anskaffet sig et kæledyr under nedlukningen, mens 75 havde mistet et.
Resultatet viser, at folk umiddelbart oplevede en øget glæde efter anskaffelsen af et kæledyr. Men det var en stakket frist, for på den lange bane faldt deres glæde igen, og det samme gjorde deres aktivitetsniveau, ro og tilfredshed med livet. Særligt slemt stod det til blandt de nye hundeejere.
Forskerne kunne også se, at de respondenter, der mistede et kæledyr i perioden, ikke oplevede et fald i deres livsglæde.
Men det, der overraskede forskerne mest, var, at de nye kæledyrsejere ikke blev mindre ensomme. Tværtimod lod det til, at de blot blev mere ængstelige.
Men …
Forskerne kommer dog med det forbehold, at pandemien kan have spillet en særlig rolle.
De særlige forhold kan have fået nogle folk til at træffe impulsive beslutninger uden blik for de langsigtede konsekvenser.
Scientific Reports, 1. juli
Del:


