Den herreløse kat

Det var en samtale med en kollega, der for en række år siden gav den britiske filosof John Gray ideen til bogen Feline Philosophy – kattefilosofi.

»Vi talte om en række emner, da han i en bisætning nævnte, at han havde lært sin kat at blive veganer. Jeg troede, at det var en joke, så jeg sagde i samme ånd, at han måtte have haft nogle meget overbevisende argumenter, hvis han havde lært den, at det var forkert at spise kød,« ler Gray over telefonen fra Bath, hvor han slog sig ned med sin hustru i 2007 efter et langt arbejdsliv som professor på London School of Economics og inden da på Oxford Universitet.

Kollegaens ansigtsudtryk afslørede imidlertid, at han i fuld alvor troede, at han havde lært sin kat at fravælge kød, så frem for at grave i, hvordan han havde gjort det, stillede Gray ham et enkelt opfølgende spørgsmål: »Går din kat ud?«

»Han sagde ja, og det løste mysteriet for mig. Hvis man har boet sammen med katte, ved man, at katte går på jagt – de er rovdyr fra naturens side – og nogle gange har de flere hjem, hvor de går hen og bliver fodret. Det fik mig til at fundere over det absurde i, at nogen kan tro, at man kan lære en kat noget som helst. Katte ved allerede, hvordan de skal leve – modsat mennesker. Snarere end at forsøge at lære sin kat noget, ville det have været bedre, hvis han havde forsøgt at lære af den,« fortæller Gray om den tanke, der blev grundlaget for Feline Philosophy, som han har givet undertitlen Cats and the meaning of life.

Titlen er paradoksal, erkender kan. Mens han i bogen fejrer »kattens filosofi«, indrømmer han samtidig, at »katte ikke har brug for filosofi«. De er – tro mod deres natur – ganske tilfredse med det liv, som de er blevet givet. Det er deres naturlige tilstand at være lykkelige, så længe de ikke føler sig truet.

»Det er helt anderledes for mennesker, hvis normaltilstand er diffus bekymring eller smerte. Det bruger vi meget tid på at distrahere os selv fra,« siger professoren.

Han mener, at menneskets bekymrede normaltilstand hænger sammen med, at vi er bevidste væsener og derfor er i stand til at forstå, at vi en dag skal dø. Den viden gør os ængstelige og får os til at søge efter en mening med det hele.

»For mennesker er verden et truende og mærkeligt sted. Religioner er forsøg på at gøre et inhumant univers menneskeligt beboeligt. Filosoffer har ofte afvist tro som noget, der ligger langt under deres egne metafysiske tanker, men religion og filosofi tjener det samme formål. De forsøger at afhjælpe den evige uro, som hænger sammen med at være menneske,« skriver Gray.

Det er den anden årsag til, at han nu endelig har besluttet at skrive bogen: »Det var en utilfredshed med filosofi i sig selv og med ideen om, at nogen filosofi kan fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv.«

Selvbevidsthed er overvurderet

At John Gray ingen fan er af filosofi eller ideologi, ved enhver, der har stiftet bekendtskab med hans tidligere bøger. Han voksede op i et arbejderkvarter i Tyneside i det nordøstlige England i et Labour-hjem, hvor faderen var tømrer og moderen hjemmegående. Hans mistro over for storslåede ideer i fremskridtets navn stammer blandt andet fra denne tid i 1960erne, hvor det lokale Labour-byråd jævnede hans arbejderkvarter med jorden og erstattede det med kommunalt etagebyggeri. Modsat de fleste af hans kolleger inden for universitetssektoren stemte John Gray derfor på Margaret Thatcher i 1980erne, men da hendes konservatisme begyndte at ligne et »universalt projekt«, skiftede han hest og støttede i en årrække New Labour. I EU-folkeafstemningen i 2016 skilte han sig igen ud i akademiske cirkler ved at støtte ideen om Brexit. Ved valget sidste år stemte han på Boris Johnsons konservative parti i håb om at se en afslutning på den langtrukne saga.

Ikke desto mindre skriver han stadig jævnligt for magasinet New Statesman, der udsprang af den socialistiske Fabian Society og i dag ifølge magasinets redaktør Jason Cowley er en publikation »af venstrefløjen, for venstrefløjen«.

John Grays bøger – og dem er der mange af – er også opgør med de menneskeskabte systemer. I bestselleren Straw Dogs: Thoughts on Humans and Other Animals og Heresies fra 2002 angreb han for eksempel den på dette tidspunkt dominerende tro på, at det liberale demokrati altid ville sikre fremskridt for menneskeheden. Gray argumenterede imod en blind tro på, at et rationelt, oplyst og teknologisk veludviklet samfund ville være beskyttet imod menneskeartens mere selvødelæggende, illiberale tendenser.

Da bøgerne først udkom, mente mange, at hans konklusion var alt for dyster. Sådan er det ikke længere. I dag, efter de stadig uafsluttede krige i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien samt populismens fremmarch i Europa og USA, ser det ud til, at hans bøger var forud for sin tid.

Grays motivation dengang var at påpege, at menneskearten ikke er særlig privilegeret og ikke står over andre arter, blot fordi vi er selvbevidste og i stand til at studere vores eget liv.

Det er et tema, han fortsætter med at udforske i Feline Philosophy, hvor han gennemgår en lang række filosoffers tanker om det gode liv, etik, kærlighed, lykken og døden – og afviser de fleste af dem. Blandt andet kritiserer han den franske filosof René Descartes, der tilskrives sætningen: »Jeg tænker, derfor er jeg.«

Ifølge Gray kastede Descartes engang en kat ud af sit vindue »for at demonstrere fraværet af selvbevidsthed i ikkemenneskelige dyr«, som han anså for ufølsomme maskiner. Kattens skrig var derfor blot mekaniske reaktioner, konkluderede Descartes.

John Grays dom: Hvad Decartes’ eksperimenter i virkeligheden viste var, »at mennesker kan være mere tankeløse end noget andet dyr«.

Så har han mere tilovers for den franske essayist Michel de Montaigne, som spurgte: »Når jeg leger med min kat, hvordan ved jeg så, at det ikke er hende, som leger med mig?«

»Montaigne er skeptisk over for påstanden om, at mennesket står over andre dyr,« siger Gray og proklamerer, at »bevidsthed er overvurderet«.

Når en kats normaltilstand er lykkelig, skyldes det ifølge Gray, at den ikke har formet et billede af sig selv, og at den intet behov har for at aflede opmærksomheden fra dens egen dødelighed.

Ti tip

Sideløbende med at John Gray slår huller i tidligere filosoffers tanker, gør han sig i bogen overvejelser over, hvad kattens syn på (menneske) livets store spørgsmål ville være, hvis de evnede at filosofere over dem.

»Katte har selvfølgelig ikke evnen til at tænke abstrakt, sådan som filosoffer har, men mit tankeeksperiment går ud på at sige: Hvis de havde, hvilken type filosofi eller etik ville de så udvikle?« spørger Gray. Den britiske forfatter er tidligere blevet kritiseret for at efterlade sine læsere i en tilstand af modløshed efter at have pillet deres forståelse af verden fra hinanden og uden at give et bud på, hvad vi mennesker kan erstatte vores systemer med.

Det er blandt andet for at komme den kritik i møde, at han i Feline Philosophy vælger at afslutte bogen med »ti tip« (for katte ville aldrig bebude noget, siger han) til læseren om, hvad vi kan lære af katte for at »lette den byrde, der kommer af at være menneske«.

Blandt tippene er:

»Forsøg aldrig at overtale mennesker til at være fornuftige – det er som at forsøge at lære katte at blive veganere. Mennesker bruger deres fornuft til at forstærke det, de allerede tror på.«

»Lad være med at lede efter en mening med dine lidelser. Du risikerer bare at gøre dét til meningen med dit liv.«

»Glem alt om at stræbe efter lykken, så kan det være, du finder den.«

Det måske vigtigste tip er, at vi mennesker bør opgive ideen om, at der findes et perfekt liv. Det gode liv er nemlig ikke det liv, som du måske finder i fremtiden. Det er det liv, du lever her og nu. Det ved katte instinktivt, siger han.

»De behøver ikke at nærstudere deres liv. De er ikke i tvivl om, at livet er værd at leve.«

John Gray har selv haft fire katte i løbet af sit 71-årige liv. Så har han selv levet efter den kattefilosofi, han nu har nedskrevet til gavn for os andre?

»Jeg er nok påvirket mere af katte end de fleste, fordi jeg har levet sammen med dem i 30 år. Den seneste, Julian, døde lige inden den første coronanedlukning. Men han blev 23 år, hvilket er en god alder, og han havde et meget, meget lykkeligt liv,« fortæller han.

»Det vigtigste, jeg har lært, er, at det er en forkert måde at tænke på, når mennesker reflekterer over deres liv og siger: ‘Livet er ikke perfekt, men vi må få det bedste ud af det.’ I stedet bør vi forstå, at vi ikke aner, hvad ‘et perfekt liv’ er. Vi har ikke en klar forestilling om perfektion,« siger Gray.

»Vi ødelægger oplevelsen af at leve ved at fokusere så intenst og ængsteligt på at finde en mening med livet.«

Katte lever det liv, de har fået. Vi derimod opfinder historier ud fra en forestilling om, hvad det gode liv er, hvorefter vi forsøger at leve op til den rolle.

»Vi har en tendens til at fortælle historier og finde meningen med livet i historier. For katte ville meningen med livet være i følelsen af at være i live,« siger John Gray, som mener, at vi mennesker kan lære af katte, at denne evige jagt på mening og lykke er en distraktion.

»Meningen med livet er en berøring, en duft, som kommer tilfældigt og er forsvundet igen, inden man ved af det,« forklarer han.

Ideen om det gode liv

Ikke alle britiske anmeldere er overbeviste om, at mennesket vil få det bedre af at blive mere som katten. For katte er – ifølge Feline Philosophy – trods alt egoistiske dyr, der ikke foretager sig noget, medmindre de føler sig underholdt, eller at det på anden vis er til gavn for dem. De er amoralske og har ingen fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert. De foretrækker ensomhed frem for at danne par for livet. Kærlighed er for dem en pludselig indskydelse. De kan nyde samvær med mennesker, men det er ikke en eksklusiv tilknytning, skriver Gray.

Ifølge klummeskribent Carol Midgley vil det næppe være godt for samfundet, hvis vi på samme måde bliver selviske og amoralske enspændere.

»Samfundet afhænger af, at vi i det mindste lader, som om der eksisterer en samfundsånd. Det ville falde fra hinanden, hvis vi opførte os som katte,« skriver hun i en halvvejs humoristisk, halvvejs alvorlig kommentar i The Times.

»De er selviske, egoistiske, manipulerende, mig-mig-mig-væsener. Og vi kan ikke allesammen opføre os som Boris Johnson,« tilføjer hun.

John Gray ler godmodigt af kritikken, men forsvarer det, han beskriver som kattens »uselviske egoisme« og dens amoralske levevis.

Han mener, at kritikken bunder i, at vi i dag mener, at et godt liv må være et liv, der stræber efter en idé om »det gode«.

Et godt liv er et moralsk liv. Og den højeste form af moralitet – skriver han i bogen – er »altruisme – det vil sige uselviskhed eller at leve for andre«.

Men altruisme er en moderne idé, forklarer Gray, som ikke fandtes i for eksempel antikkens Grækenland eller den tidlige buddhisme. Det er et princip, som mennesket har opfundet og derefter forsøger at leve op til. Men de fleste har kun en svag idé om, hvorfor de gør det; det er ikke mere naturligt for dem end at vælge at nyse eller gabe.

»Hvorfor ét princip og ikke et andet?« spørger han og påpeger, at hvad der af samfundet opfattes som moralsk eller retfærdigt, kan ændre sig flere gange i løbet af et enkelt menneskes liv.

»For ikke så længe siden var det moralsk rigtige at sprede civilisation gennem imperialisme. I dag er det moralsk rigtige at fordømme imperialisme i enhver form.«

Katte kender ikke forskel på rigtigt og forkert, og de er, siger Gray, rigtignok egoister, i og med at de kun bekymrer sig om dem selv og andre, de elsker. Men de er uselviske, i og med at de ikke har et billede af sig selv, som de forsøger at bevare.

»Katte lever ikke et selvisk liv, de lever ved uselvisk at være sig selv,« fortæller han.

Alligevel fornemmer katte ofte, når deres menneskelige ledsagere er bedrøvede og vælger derfor at blive hos dem. Deres tilstedeværelse indebærer rigtignok ikke nogen form for selvopofrelse, men er dette ikke i virkeligheden en større dyd end menneskets selvopofrelse, netop fordi katte ikke har nogen anelse om, at de er medfølende?

»Bare ved at være der lindrer de menneskets sorg,« påpeger han.

John Gray understreger, at »katte er katte, og mennesker er mennesker«, og at vi mennesker ikke kan blive som katte – det er ikke vores natur.

»Hvor katte lever ved at følge deres natur, lever mennesker ved at undertrykke deres. Det er paradoksalt nok vores natur,« pointerer han.

Ikke desto mindre mener han, at vi kan lære at leve mindre kejtet, hvis vi tager ved lære af katten og forsøger at »leve uden at ønske os andet end det liv, vi lever«.

Han erkender dog, at ikke alle vil være i stand til at leve efter kattefilosofien.

Til dem anbefaler han med et glimt i øjet at søge tilbage til menneskets mere traditionelle måder at undertrykke deres ængstelse over livet på; såsom religion.

»Det er lige meget hvilken en, så længe den har masser af ritualer. De ikkevestlige religioner – buddhisme, hinduisme og taoisme – består ofte af fysiske øvelser som yoga eller komplekse lange ritualer. Den russisk ortodokse kirke har meget lange ceremonier,« siger Gray muntert. Han tilføjer morsomt, at »vejen ud af for megen tankeaktivitet er ikke at tænke over tingene«.

Hvis man hverken er til katte eller religion, anbefaler han, at man fortaber sig i hverdagslivets glæder.

»Sindsbevægelsen og skuffelsen, som vi finder i romantisk kærlighed, jagten på penge og ambition, den politiske paradeforestilling og den larmende nyhedsstrøm vil snart forvise følelsen af tomhed.«

Men hvad end man vælger, skal man lade være med at bekymre sig over det eller begræde sit valg:

»Som en kat ville sige: ‘Bare gør det’.«

John Gray: Feline Philosophy – Cats and the meaning of life. 121 sider. Allen Lane, 2020.