Ikke helt fast

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Det var den danske seismolog Inge Lehmann, som i 1936 – efter at have studeret, hvordan jordskælvsbølger udbredte sig gennem Jordens indre – opdagede, at der inde i Jordens flydende kerne er en indre kerne af et fast materiale.

Den faste indre kerne roterer sammen med resten af Jorden, men det har siden vist sig, at den kan finde på at sætte farten lidt op eller bremse ned igen. Det er dog relativt små variationer, hvor det ville tage den indre kerne et par tusinde år, hvis den skulle nå en omgang forud (eller bagud) i forhold til os på overfladen.

Det, vi ved nu

Nu har et hold af seismologer ledet fra University of Southern California analyseret flere årtiers seismologiske data, og det har fået dem til at konkludere, at den indre kerne ikke alene kan ændre sin rotation, men også sin facon.

Den indre kerne består primært af jern og nikkel, som er ekstremt varmt og under et enormt tryk. På trods af det høje tryk er metallet i kernen ikke fuldstændig stift, men kan opføre sig som en meget langsomt flydende masse.

Geofysikere har indtil nu ment, at ændringerne ville ske over tusinder af år, men de nye data viser, at kernen kan blive deformeret i løbet af få årtier.

Seismologerne mener, at det er turbulens i den flydende del af kernen, som forstyrrer den indre kerne og påvirker dens overflade.

Men …

Der er tale om relativt små variationer, så vi kommer ikke til at mærke de store ændringer på overfladen. I forvejen roterer Jorden langsommere og langsommere på grund af påvirkningen fra Månen. Ændringen er dog kun et par millisekunder på et århundrede, så selvom det ville være nyttigt med flere timer i døgnet, må vi vente omkring to hundrede millioner år, før et døgn er 25 timer langt.

jopp

Nature Geoscience, 10. februar