Kronik. Mange tror, at de får et længere og sundere liv ved at holde hund. Men det er kæledyrsindustrien og ikke videnskab, der holder den påstand i live.

Hundeindustriens nye salgstrick

I en undersøgelse fra 2022 kunne mine kolleger og jeg dokumentere, at de fleste hundeejere var meget tæt knyttede til deres dyr. Vi kunne for eksempel se, at 96 procent af danske hundeejere opfattede hunden som en del af deres familie, og 88 procent svarede bekræftende på, at de havde et nært forhold til hunden. For flertallet var hunden ikke bare en god ven, men tilsyneladende deres bedste ven, idet 57 procent udtrykte, at de var noget eller helt enige i udsagnet: »Mit kæledyr betyder mere for mig, end mine venner gør.«

Udenforstående kan spørge, om det er sundt at have et så tæt forhold til et dyr. Det mener et flertal af hundeejerne tydeligvis, idet ikke mindre end 82 procent af vores hundeejere var helt eller delvist enige i udsagnet: »Jeg tror på, at kærligheden til mit kæledyr hjælper mig med at holde mig sund og rask.«

Andre læser også