Hovmod i paradis

Efter pandemi, invasion i Ukraine, inflation og klimakrise samt et El Nino-fænomen, der nu truer med at give os en ualmindeligt streng vinter, kan det så blive værre?

Ja, sagtens. Langt den største risiko for det globale klima kommer fra vulkaner, konkluderer oxfordprofessor Peter Frankopan, efter at han har gennemtrawlet jordklodens historie hen over 756 sider i bogen The Earth Transformed.

Vulkanudbrud kan på et øjeblik sortne himlen og påvirke temperaturer, vejrforhold, afgrøder og levevilkår globalt og i generationer frem. Vulkaner har gjort det gennem tiderne, og de kommer til at gøre det igen og igen. Vi ved bare ikke hvornår.

Mens den globale opvarmning efterhånden har opnået betydelig folkelig og til dels også politisk bevågenhed, »er der næsten ikke investeret tid, planlægning eller ressourcer på de potentielle konsekvenser af store vulkanudbrud«, skriver Peter Frankopan.

De episk store vulkanudbrud finder typisk sted med intervaller på omkring 625 år. Selve udbruddene udrydder alt liv i miles omkreds. Men det er eftervirkningerne, der kan påvirke klimaet globalt i mange årtier efter.

Begrebet fra den nordiske mytologi om Fimbulvinteren (Fimbulvetr), der afløses af Ragnarok, stammer fra midten af det sjette århundrede, hvor der var voldsom vulkansk aktivitet på den nordlige halvkugle. De enorme udslip af svovl påvirkede klimaet, og fotosyntesen tog så voldsom skade af askesløret, at det udløste mange års kulde, mørke og dybe vintre. Her i Skandinavien fik kulde og hungersnød mennesker til helt at forlade store dele af Sverige. Og de danske jernaldermennesker blev så desperate af sult, at de kastede endnu større skatte i moserne, end de hidtil havde gjort, i håb om at tækkes guderne i underverdenen.

I 1257 var det Samalas-vulkanen på den indonesiske ø Lombok, der gik i udbrud og leverede det største udbrud i 7.000 år. Udbruddet medførte en massiv nedkøling af kloden. Det var først i 2013, der blev sat dato på udbruddet, men det er foreslået, at det sparkede, hvad vi kalder Den Lille Istid, i gang: en langvarig periode, som var præget af kulde, og som først sluttede i 1800-tallet. Allerede i 1815 var den gal igen, da vulkanen Tambora i Indonesien slog rekorden med et udbrud, der var det kraftigste i 10.000 år og satte så effektiv en dæmper for Solen, at 1816 går for at være »året uden en sommer«.

Der er desværre ny forskning, beretter Peter Frankopan, som tyder på, at klimaforandringer i sig selv kan fremskynde hyppigheden af klodens tektoniske og vulkanske aktivitet. Simpelthen fordi smeltevand øger trykket på Jordens kappe. Og Frankopan citerer de amerikanske rådgivere i US Geological Survey for at skrive om den slumrende, men stadig mere aktive vulkan Mauna Loa på Hawaii, at det nu er på tide at »finde sine personlige udbrudsplaner frem«.

Selvforskyldte katastrofer

Det sætter unægtelig vores aktuelle klimaproblemer i perspektiv, at kloden fra sit indre kan spy ild, der vender op og ned på alle andre katastrofers dimensioner. Som Frankopan skriver, er de klimaudfordringer, vi nu har udsigt til, indtil videre peanuts i forhold til, hvad menneskeheden har tilpasset sig tidligere. Men man sidder afmægtig tilbage, for hvordan skal vi dog forberede os på det uventede?

Oxfordhistorikeren gør ellers sit bedste for at kvæle ideen om, at der findes en direkte kausalitet mellem naturfænomener og civilisationers sammenbrud. Solstråling, jordskælv, vulkaner og klodens almindelige cyklus spiller alt sammen en rolle for klimaet, men det foregår altid i et samspil med økonomiske og kulturelle faktorer, understreger han.

Som da Akkad-riget i oldtidens Mesopotamien kollapsede for omkring 3.000 år siden. Det har været god latin at tilskrive rigets sammenbrud, at der var udbredt tørke, svigtende afgrøder og hungersnød. Men ifølge Frankopan er der tegn på, at ikke blot landskabet, men også markederne var tørret ud. Det har længe været på mode at sige om store byer og institutioner, at det gælder om at være too big to fail. Men historiens gang viser en helt anden sandhed, fortæller Frankopan. At det netop var store imperier og især tætte bysamfund, det gik galt for i en slags kollektiv hybris.

En væsentlig forklaring er, at sygdomme florerer og tager livet af mennesker, der bor for tæt. Lige så vel som der i store, koncentrerede bysamfund gør sig et vist overmod gældende. Naturen udpines, jordforbindelsen tabes.

Længe har historikere diskuteret, hvad det var, som udløste Romerrigets fald. Slaveoprør, bureaukrati og mange andre indre problemer i riget har spillet en rolle. Men det står efterhånden klart, at naturen også havde en finger med i spillet. Fra øst rykkede steppefolket, hunnerne, stadig længere vestover i jagten på tilstrækkelig næringsholdig føde til dyr og mennesker, og i sidste ende blev romerne trængt i en grad, så riget faldt sammen.

Sjovt er det at tænke på, at noget tilsvarende skete i det 13. århundrede. Her spillede klima og natur også ind, men dog af de modsatte årsager. Da mongolerne med Djengis Khan i spidsen drog hærgende mod Europa, tyder meget på, at det fandt sted efter en særdeles regnfuld tid, som havde givet frodigt græs og næring på stepperne til hestefolket. Græsset viste vejen for de mongolske horder, og med sig bragte de såvel vold som pest. Begge dele gjorde det af med menneskeliv i så stort antal, at videnskabsfolk ligefrem har talt om, at Djengis Khan »var god for klimaet«, fordi hans horder bidrog til at reducere CO₂-udslippet ganske betragteligt – ganske enkelt, fordi der blev færre mennesker.

Revner i fundamentet

Peter Frankopan, som er kendt for sin bestseller Silkevejene fra 2015, har begået en svær bog denne gang. For hvad er det egentlig, den vil os? Man fristes til at svare: Alting!

Historikeren indleder med at citere John Miltons Paradise Lost fra 1667. Om hvordan Adam og Eva dømte alle efterfølgende slægter af mennesker til at leve i en natur, som ikke nødvendigvis er velvilligt indstillet.

Det er Peter Frankopans vision med bogen at vise, hvordan Edens Have – i form af vores planet – er blevet ændret og omformet gennem tiderne. Nogle gange drevet af klodens egne naturkræfter, andre gange af menneskehedens overforbrug. Men naturens voldsomme indfald blotlægger som oftest de svagheder, der allerede findes i fundamenterne for menneskenes samfund. Som den nulevende indiske økonom og nobelpristager Amartya Sen har sagt, skyldes hungersnød først og fremmest dårlig ledelse.

Det er et vildt ambitiøst ridt, Frankopan driver læseren ud på. Det ene øjeblik til hest, det næste til havs. Bogen går ganske vist nogenlunde kronologisk frem, men breder sig til alle kulturer og landskaber på Jorden. Til kinesiske dynastier det ene øjeblik, til Sydamerikas Andesbjerge det næste, så til Mellemøsten, Nordamerika og så videre. Jeg er faldet af hesten eller over bord utallige gange undervejs, og der leveres ikke mange hjælpende hænder i form af overgange, afsnit eller kapitler.

Og dog er der masser af guld for den tålmodige. Som for eksempel når Frankopan undrer sig over, hvorfor europæerne med Columbus i spidsen søgte mod vest over det farefulde hav og ikke bare til Afrika i jagten på ressourcer? En forklaring lyder, at europæerne ikke kunne tåle de potente sygdomme – malaria, gul feber – som trives i Afrika. Men den egentlige forklaring, fremfører Frankopan, var snarere, at de vestafrikanske stater ikke var til at indtage dengang. De slog fra sig, så i stedet fragtede europæerne de stjålne slaver bort til et andet kontinent. Historikeren går så vidt som til at skrive, at »slavehandlen var et symptom på Afrikas styrke og ikke på svaghed«. Under alle omstændigheder er det endnu et eksempel på, at menneskene også selv har ændret på klodens indretning.

Peter Frankopan: The Earth Transformed – An Untold History. Bloomsbury, 2023.