I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Er man ivrig sportsudøver gennem mange år, vil man ofte have oplevet et slag eller to mod hovedet. Nogle resulterer i hjernerystelse, og i næsten 85 år har lægevidenskaben ment, at voldsom rotation af hovedet var den vigtigste årsag. Teorien var, at rotationen fik forskellige dele af hjernen til at bevæge sig med forskellige hastigheder og dermed belastede hjernevævet.

Det, vi ved nu

Men de gamle studier af hjernerystelser har været baseret på mekaniske beregninger frem for biologiske data, siger bioingeniører fra Stanford Medicine, som nu har analyseret data fra bevægelsesmålere i tandbeskyttere hos 203 atleter fra syv sportsgrene. Forskerne har sammenlignet 47 slag, der førte til hjernerystelse, med 3.804 slag, der ikke gjorde.

Nyt studie viser, at vi måske har overset en stor del af risikoen ved slag mod hovedet. Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix. 

Resultaterne viste, at slag, der satte hovedet i bevægelse i en lige linje, oftere førte til hjernerystelse end slag, der primært fik hovedet til at rotere. Forskerne fandt også, at en påvirkning på 100 gange tyngdekraftens acceleration var forbundet med 50 procents risiko for hjernerystelse, hvilket er langt under den tidligere tærskel på 192 g.

Men …

Det betyder ikke, at rotation er ufarlig, og både rotation og lineær bevægelse kan forekomme ved slag mod hovedet. Undersøgelsen omfattede kun 47 slag, og resultaterne skal bekræftes af flere studier. Men hvis resultaterne holder, har vi måske overset en stor del af risikoen ved slag mod hovedet. Det kan få stor betydning for udviklingen af fremtidens sikkerhedsudstyr. 

Annals of Biomedical Engineering, 9. november