I næste uge kan danskerne fejre sankthansaften med bål og fællessang, som de plejer, men mange steder vil det ske med en væsentlig modifikation. De seneste år har flere og flere påpeget, at bålheksen er et barbarisk levn fra fortiden, og rundtom i landets parker, grundejerforeninger og private haver vælger mange nu heksen helt fra.

Hvert år giver aviserne spalteplads til folk, der mener, at man med heksen på bålet hylder en kvindefjendsk tradition – en kronikør i Politiken sidestillede i 2012 de danske sankthansritualer med, at man valgte at mindes Holocaust ved at brænde en jødedukke i en krematorieovn, og opfordrede læserne til at boykotte både bålheksen og »Midsommervisen«.

Følger man debatten, kan man få det indtryk, at de strådukker, vi i dag sætter på bålet, er en slags erstatning for de levende hekse, man tidligere brændte af. Men faktisk er der ingen historisk forbindelse mellem sankthansbålet og de bestialske bål, hvorpå mange trolddomsdømte led døden i 1500- og 1600-tallet.

Alligevel er der meget på spil, når vi smider en heks i ilden. At brænde noget af in effigie er en kraftfuld handling – med en lang historie – som vækker stærke følelser, og heksen er i disse år et ganske potent symbol.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov Gitte Skov / Weekendavisen 2022

Ild mod mørket

Den bålfest, vi kender i dag, har både sine rødder i de hedenske midsommerfester og i den senere kristne fejring af Johannes Døberen. Da kristendommen vandt frem i Nordeuropa, skete det med delvis inkorporering af ældre hedenske skikke. Således blev også midsommerfesterne i det store hele accepteret af den kristne kirke, men nu var anledningen officielt en fejring af Johannes Døberen – også kendt som Sankt Hans – der angiveligt skulle være født i dagene omkring den 24. juni.

På den måde ligner sankthansaften en række af årets øvrige danske højtider og helligdage, som udspringer af hedenske fejringer, men ved kristendommens indførelse blev tilført en bibelsk fernis. Det gælder for eksempel julen, der, før den blev en fejring af Jesu fødsel, var en langstrakt hedensk midvinterfest, og påsken, som tidligere var en forårs- og frugtbarhedsfest. Forskere bruger begrebet Interpretatio Christiana om den slags kristne genfortolkninger af folkelige skikke.

I folketroen er årets korteste nat i århundreder blevet opfattet som et særligt vindue, der – på godt og ondt – åbnede for magiske kræfter. Netop denne nat flød der angiveligt helbredende vand i flere danske kilder, blandt andet i den nordsjællandske Helenekilde, der i dag danner rammen for et attraktivt kurbad. Urter indsamlet ved midsommer blev betragtet som særlig potente, og det blev for en stund muligt at tage varsler om fremtiden. Men midsommernatten udgjorde også en overgangsperiode, der kunne lukke mørkere kræfter ind i denne verden.

Vores traditioner for at tænde bål forklares ofte med, at man forsøgte at holde det onde borte med ild. Man »lyste heksene hjem«, når de ifølge folketroen passerede det danske luftrum en route til heksesabbat på Bloksbjerg i Tyskland. Nogle steder i landet satte man desuden halmknipper på lange stager, antændte de tørre strå og viftede med de blussende neg i håb om, at det kunne forhindre de forbipasserende hekse i at gøre et lokalt pitstop.

Disse blustraditioner har flere hundrede år på bagen, men vi genkender nemt nogle af de samme ambitioner i vores nutidige fejring af sankthans. Både båltaler og fællessang kredser ofte om at styrke samhørigheden og holde det onde fra livet i mere overført betydning.

Midsommervisens berømte påmindelse om, at »hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde«, blev nedfældet af Holger Drachmann i 1885. Skikken med at sætte en dukke på bålet er af nyere dato og er givetvis kommet hertil fra Tyskland. Her har man i flere århundreder haft tradition for at sætte ild til stråmænd i alle mulige afskygninger og ved flere lejligheder. Herhjemme fandt de første afbrændinger af strådukker, så vidt vi ved, sted i 1920ernes Kalundborg – et område, hvor mange tyske værftsarbejdere fandt beskæftigelse under Første Verdenskrig.

Først senere er det blevet dokumenteret, at man nogle steder begyndte at iklæde dukken kvindetøj. Der er altså ingen historisk kobling til de grusomme bål, hvorpå mange trolddomsdømte – primært kvinder, men også mænd – led døden i 1500- og 1600-tallet. Sankthansaften og heksekarakteren er nok forbundet til folketroen, men intet taler for, at sankthansblusset nogensinde har fungeret som et henrettelsesbål.

Henrettelse in effigie

At traditionen alligevel vækker så stor harme, illustrerer, hvor kraftfuld en handling det er, når vi vikariøst brænder noget af. I perioder og kulturer med korporlig afstraffelse har det været kutyme at ty til henrettelse in effigie, hvis en dømt forbryder ikke kunne pågribes. I Danmark var det eksempelvis en dukke af den forræderidømte Corfitz Ulfeldt, der i efteråret 1663 måtte lade livet foran tilskuerne på Københavns Slotsplads. Den altfortærende ild bruges i flere sammenhænge som led i en udrensning, men kan også benyttes til at udvise en særligt grov form for hån.

Senest har sagen om afbrænding af en Mette Frederiksen-figur understreget, at dukkeafbrænding stadig ikke er noget, vi juridisk og politisk tager let på. Under en demonstration i januar 2021 klyngede repræsentanter for protestgruppen Men In Black en mannequindukke, der forestillede statsministeren, op i en mast. Senere blev dukken, som bar et skilt med ordene »hun må og skal aflives«, sat i brand. En 29-årig kvinde, som delte billedet af den flammeomspændte dukke på sin Facebook-væg, blev i første omgang sigtet efter straffelovens § 119.

Paragraffen, der normalt bruges i forbindelse med vold og trusler om vold mod tjenestemand i funktion, kan give op til otte års fængsel. Senere blev tre øvrige personer, som ifølge anklagemyndigheden medvirkede til at udforme dukken, sigtet efter straffelovens sjældent anvendte § 113, der omhandler forbrydelser og trusler mod Folketinget og statsforfatningen. Dømmes man efter denne paragraf, risikerer man op til 16 års fængsel eller endda livstid, hvis der foreligger skærpende omstændigheder.

Der er endnu ikke faldet dom i sagen, men forløbet taler sit tydelige sprog. Ifølge forsvaret greb den tilstedeværende politimyndighed ikke ind over for selve dukken, men først da det kom frem, at den var blevet sat i brand. Anklageskriftet lægger også vægt på, at dukken blev antændt.

Det var ikke første gang, at en dansk politiker blev brændt af. I kølvandet på sagen om Mette Frederiksen-dukken kom det frem, at Ninna Hedeager Olsen (EL) havde en privat sankthanstradition, der gik ud på at brænde en dukke med et påklistret billede af enten Pia Kjærsgaard (DF) eller Lars Løkke Rasmussen, tidligere statsminister fra Venstre. Det måtte den københavnske teknik- og miljøborgmester offentligt undskylde for, og politiet fandt ikke i denne sag grundlag for at rejse sigtelse.

At brænde noget – eller at brænde nogen – er en uigenkaldelig og derfor stærk symbolsk handling, der vækker et særligt ubehag. Af samme grund har vi herhjemme lovgivning, der forbyder os at sætte ild til andre landes nationalflag, fordi det kan betragtes som forhånelse af en hel nation. Og når bøger gennem tiden er blevet brændt, er det blevet opfattet som særligt ildevarslende. Den tysk-jødiske forfatter Heinrich Heine skrev i 1820erne: »Hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.« I 1933 fik hans ord fornyet kraft, da nazisternes jødeudryddelse blev forvarslet af massive bogafbrændinger i de tyske universitetsbyer.

De nye hekse

Sankthansdebatten illustrerer også, at hekse ikke længere kun hører fortiden eller fantasiens verden til, men er en karakter med en stærk moderne betydning. Derfor kan heksen i dag mobiliseres i en stedfortræderkrig, der rækker længere end bålets flammer.

I løbet af 1970erne arbejdede kvindebevægelsen aktivt for at tilskrive heksekarakteren en ny og mere aktuel betydning. I sit korte essay »Hvad skal vi med hexe?« kørte Suzanne Brøgger allerede i 1976 heksen i stilling som den ultimative kvindelige rollemodel. Hun gav lyd for, at heksen repræsenterede en særlig kvindelig vildskab, der havde samfundsomstyrtende potentiale. I sin båltale fra 2013 citerede forhenværende minister Bertel Haarder (V) Brøgger for at have sagt: »Tidligere brændte man heksene på bålet. Nu udgiver man deres bøger.«

Netop litteraturen er i disse år igen med til at sætte fokus på heksen som en stærk karakter. Hun optræder som den livskloge bibliotekslåner Birgitte i Nanna Gouls seneste bogudgivelse, og hun lægger navn til det skriveseminar, forfatterne Olga Ravn og Johanne Lykke Holm har udbudt under titlen Hekseskolen. I populærkulturen kan man møde heksen i streamingsucceser som Charmed (1998-2006), Chilling Adventures of Sabrina (2018-20) samt American Horror Story (2011-), og selveste Beyoncé har i sine optrædener hyldet vestafrikansk heksemagi.

Selverklærede hekse har desuden fundet en platform på forskellige internetfora. Den amerikanske sociolog Helen Berger, der har studeret sådanne moderne heksecirkler, påpeger, at det springende punkt er, at der i modsætning til den historiske heks er tale om et frivilligt medlemskab. Hendes forskning understreger den styrke, man kan hente i at melde sig ind i en gruppe, der gennem tiden er blevet gjort til syndebuk for forskellige ulykker.

Samtidig kan den tilbagevenden til naturen, som heksenes ritualer knytter an til, både favne øget klimabevidsthed og kritik af det etablerede system i form af den moderne medicin. At definere sig selv som heks kan altså bruges til at problematisere en lang række facetter af nutidens samfund. Det er alle disse potentialer, heksen i dag er stoppet med, og som mange føler går op i røg rundtom på landets mange sankthansbål.

I et Facebook-opslag fra 23. juni 2020 skrev sognepræst Christian Roar Pedersen, der i flere år har talt for, at vi burde skrotte bålheksen: »Efter at have fulgt debatten om voldtægt gennem nogle år kan jeg med sikkerhed sige, at vi putter kvinder på bålet året rundt i Danmark. Over 5.000 kvinder bliver voldtaget hvert år, men det fører til meget få domfældelser.« Opslaget blev delt og hyldet i Facebook-gruppen »STOP symbolsk menneskeafbrænding til Sankthans«, som i en årrække har samlet modstandere af og argumenter mod at sætte dukker på det årlige bål.

Vores traditioner næres ved genkendelsens glæde, men deres relevans og eksistensberettigelse er i lige så stor udstrækning betinget af en løbende tilpasning til det omgivende samfund. Der er al mulig grund til at overveje, hvad det egentlig er, vi futter af, når vi i 2022 smider en stråmand på bålet.