Frygt. I dag er det terrorister og pædofile, for 400 år siden var det hekse, vi var bange for. Nyt museum i Ribe om heksefeberen, som til sidst drev over.
Man brænder da hekse
Det bobler med magi fra menneskehedens undergrund. Sammen med døden er den råstoffet i religionerne, overtro, undertro, sidetro, rettro, vantro, i det hele taget forestillingen om, at ikke alt er 1:1, men at der eksisterer usynlige kræfter og sammenhænge, som man kan håndtere, anråbe, udnytte, blive ramt af. Et vidunderligt middel til at søge håb, forklare det uforklarlige, bære det ubærlige, manipulere, styre, sætte i system. Et skarpslebet, tveægget sværd. Allerede i det andet årtusinde før vor tid fordømte kongen af Babylon ikke magi i sig selv, men de skader, magi kunne forvolde.
Hvilket bringer os til Ribe, hvor en skrædder i 1600-tallet kastede en slimet klump op, som man ikke kunne forklare hvad var, og derfor måtte det være en heks, der havde været på spil. Den syge skrædder kom i tanke om en rapkæftet kromutter, som han 13 år tidligere havde skændtes med. Og således gik det til, at konen, som hed Maren Splids, fordi hun var gift med en anden skrædder, der hed Splid, blev bundet til en stige og fik et bundt krudt på ryggen og kastet ind i et bål, der var lavet af over 20 læs træ. Hun brændte op mellem højene på galgebakken i efteråret 1641, mens det meste af byen så på, allerede halvdød efter tortur og efter at være blevet frikendt i første omgang. Men kongen, den fjerde Christian, ville det anderledes og sørgede for, at sagen gik om. Han var overbevist om, at hekse havde fremkaldt den storm, som næsten havde forhindret hans søster i at blive gift på den anden side af Nordsøen, og han og den skotske svoger havde siden jaget hekse, som var de rotter. 22 sager blev det til i Ribe.
Del:
