I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Det var ikke altid uvejr, men også lange perioder med stille vejr, som udfordrede sømændene i sejlskibenes tid. I Atlanterhavet lå Kalmebæltet som en barriere omkring ækvator, hvor der i ugevis kunne være totalt vindstille eller kun svage og skiftende vinde. I stedet drev havstrømme skibene ud af kurs, og ombord kunne mad og drikkevand slippe op, mens ikke en eneste dråbe vand faldt som regn.

I dag kaldes området for Den Intertropiske Konvergenszone, og her mødes passatvindene, som kommer fra henholdsvis nord og syd for ækvator. I mødet mellem de to vindsystemer presser luftmasserne hinanden til vejrs, og det efterlader området nede ved havoverfladen med kun ganske svage og tilfældige vinde.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det, vi ved nu

Forklaringen på Kalmebæltet har stået i lærebøgerne i over hundrede år, men har altid undret atmosfærefysikeren Julia Windmiller fra Max Planck Instituttet for Meteorologi i Hamborg. Hun mener ikke, at de opstigende luftstrømme kan skabe stille vejr, men at de i stedet må resultere i masser af regn og kraftige vinde selv ved overfladen.

På et blikstille hav kunne sejlskibe drive ud af kurs, mens provianten langsomt slap op. Arkivfoto: Filip Singer, Scanpix
På et blikstille hav kunne sejlskibe drive ud af kurs, mens provianten langsomt slap op. Arkivfoto: Filip Singer, Scanpix Arkivfoto: Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix

Hun har nu analyseret 20 års data fra Atlanterhavet og fundet ud af, at perioder med stille vejr ganske vist optræder netop i konvergenszonen, men er karakteriseret ved klart vejr og ingen nedbør. Det tyder på, at luftmasserne ikke stiger til vejrs, men i stedet langsomt synker ned mod havoverfladen og spreder sig ud derfra.

Ifølge Windmiller bevæger den dominerende luftstrøm i konvergenszonen sig derfor ikke opad, men nedad.

Men …

Windmiller har dog ikke nogen god forklaring på årsagen til de store områder med nedsynkende luft i konvergenszonen, ligesom det ikke er sikkert, at det er hele forklaringen på de vindstille områder. Hun håber dog, at nye klimamodeller med høj opløsning vil give en bedre forståelse af fænomenet. jopp

Geophysical Research Letters, 27. august