Ingen fortæller om lugten. Om den vamle lugt af lunkent blod, der flød mellem de sønderhuggede menneskekroppe. Der er skrevet sange og krøniker om slaget ved Hastings den 14. oktober 1066, men ingen af dem nævner, hvordan blodet dampede i aftenkulden, og hvordan kroppene tømte sig for urin og afføring før eller efter den voldelige død.

Som sejrherre sad hertug Vilhelm af Normandiet på en hest omgivet af en lille flok ryttere og betragtede massakren. Over dem blafrede et trefliget banner. Vilhelm var tilfreds, men han var ikke færdig. Paven selv havde godkendt hans togt mod England, og hvis ikke pavens ord var et tegn på, at Vilhelm havde Herren med sig, så kunne den knusende sejr ikke betyde andet, end at hvad Vilhelm ville, det ville Gud også.