Falsificeret. Professionelle indkøbschefer kan heller ikke gennemskue, når en virksomhed greenwasher deres produkter.
Grøn, sort, grøn, sort
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Det er greenwashing, når en virksomhed vildleder offentligheden til at tro, at dens produkter er mere miljøvenlige, bæredygtige eller »grønne«, end de faktisk er.
Derfor har virksomheder med ambitiøse bæredygtighedsstrategier naturligvis også ansat professionelle indkøbere med solid erfaring i at vurdere produkter og bæredygtighed, så de hurtigt kan skelne mellem fup og fakta.
Det, vi ved nu
Desværre viser en ny undersøgelse fra universitetet Ca' Foscari i Venedig, at selv erfarne indkøbschefer ikke kan se forskel på greenwashing og certificerede produkter. I studiet blev 465 indkøbschefer fra syv EU-lande bedt om at vurdere, hvor meget de var villige til at betale ekstra for særligt miljøvenlige produkter inden for kategorierne kopipapir, sikkerhedshandsker og laptops.

Den ene gruppe blev præsenteret for certificerede bæredygtige produkter, mens den anden gruppe udelukkende så de grønvaskede produkter.
Resultatet viste, at indkøberne var villige til at betale lige så meget ekstra for produkter med pseudogrønne påstande som for produkter med en officiel miljøcertificering, og konklusionen var den samme på tværs af lande og produktkategorier.
Men …
Forskernes konklusion er dog også, at indkøbscheferne ikke nødvendigvis er uopmærksomme, men at certificeringslandskabet snarere er kaotisk og uoverskueligt. Globalt findes der mere end 400 forskellige ordninger, og det gør det svært selv for eksperter at vurdere troværdigheden. Anbefalingen er derfor mere standardiserede og tydelige certificeringer, hvis bæredygtighedsstrategier skal have en reel effekt.
Scientific Reports, 3. april og Anthropocene Magazine, 22. april
Del:



