Kommentar. Børn forpurrer den ægteskabelige lykke. Det kan ikke bare have omkostninger for forældrene, men også for samfundet.
Gift for parforholdet
Det er dyrt at få børn. Som man kan læse i artiklen »Rige forældre avler bedst« i denne uge, så koster et barn sine forældre omkring en million kroner i løbet af de første 18 år. Men familieudvidelsen kan også føre til overtræk på en anden konto. Flere studier viser, at det at få børn gør mærkbar skade på forældrenes parforhold eller ægteskab: Jo flere børn, jo mindre tilfredse er især mødrene med den romantiske relation.
For folk, der har fået børn, er det næppe noget stort mysterium. Den første tid som forælder er for mange præget af ekstrem udmattelse, indskrænket frihed og et fravær af kærestetid. Mere overraskende er det måske, at det ikke umiddelbart ser ud til at blive bedre: I det andet år af forældreskabet ser tilfredsheden med ægteskabet ud til at falde yderligere, og får man flere børn, ja, så bliver det værre for hver gang.
Del: