Falsificeret. Tabte evner kan vindes tilbage, antyder nyt studie af vandrende pinde.
Gemte gener
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
I sidste uge i Falsificeret beskrev vi, hvordan studier af vandrende pinde har vist, at arternes udvikling gennem evolution ikke er helt tilfældig, men til dels kan forudsiges.
Evolutionen har også vist, at særlige kendetegn eller egenskaber atter kan forsvinde, hvis de bliver unødvendige eller koster for mange ressourcer at opretholde. Det kan forklares med, at de gener, der er forbundet med egenskaberne, efterhånden bliver ødelagt eller helt går tabt, hvorefter egenskaberne ikke kan dukke op igen.
Det, vi ved nu
Der er imidlertid fundet flere eksempler på det modsatte, også blandt de vandrende pinde. De har i sin tid udviklet sig fra vingeløse insekter, og dermed skulle de i teorien også have mistet evnen til at danne vinger, ikke mindst fordi det at kunne flyve kræver et komplekst system af nerver, muskler og skelet. Alligevel har de vandrende pinde været i stand til at »genopdage« evnen til at udvikle vinger.

Det tyder på, at de relevante gener kan overleve i meget lange tidsrum, hvorefter de pludselig kan blive aktiveret igen. Desværre har der ikke været mange studier på et molekylært niveau, der kan forklare fænomenet.
Nu er de vandrende pinde igen i fokus, efter at forskere fra Universitetet i Bologna har sammenlignet gener hos tre arter af slægten Bacillus. Den ene art består af både hanner og hunner, den anden art producerer kun hunner, mens den tredje kan formere sig både seksuelt og ved jomfrufødsel.
Efter at have studeret de gener, der styrer den kønnede reproduktion, mener forskergruppen, at selvom evnen til at producere hanner i en slægt er gået tabt, kan egenskaberne ligge gemt i selve den genetiske grundstruktur. De kan så vækkes til live igen i en proces, der kaldes pleiotropi, hvor et enkelt gen kan påvirke egenskaber, som tilsyneladende er uafhængige. Herunder altså også evnen til at producere hanner.
Evolutionen kan således gentage sig selv på flere måder.
Men …
Forskergruppen bemærker dog, at selvom de tre slægter af Bacillus er interessante, vil det være bedre at teste hypotesen på et større artskompleks. jopp
EurekAlert!, 29. maj
Del: