Når vi 18. november står i stemmeboksene, skal vi sætte kryds ved den kandidat eller det parti, vi foretrækker. Man har længe vidst, at den form for afstemningsprocesser kan have paradoksale konsekvenser. Har vi for eksempel fire kandidater, A, B, C og D, og fem vælgere, kan man forestille sig, at to af vælgerne mener, at A er den bedste kandidat, mens tre mener, at A er den dårligste. Hvis de tre sidste vælgere spreder deres stemmer på de tre alternative kandidater, ender vi med, at A får to stemmer, mens B, C og D hver får én. Og dermed vinder A, selvom det var den kandidat, et flertal af vælgerne brød sig mindst om.

Hvis man gør valgprocessen mere kompleks og beder vælgerne om at rangordne alle kandidater, opstår der andre problemer. Lad os sige, at vi har tre vælgere og tre kandidater, A, B og C. Hvis den første vælger foretrækker kandidaterne i rækkefølgen A, B, C, mens den anden foretrækker dem i rækkefølgen B, C, A, og den tredje i rækkefølgen C, A, B, ender vi i en umulig løkke: To af vælgerne foretrækker A frem for B, to foretrækker C fremfor A, og to foretrækker B fremfor C. Og hvad gør man så?