Det synes at være en naturlov. Kvinder lever længere end mænd, punktum. Sådan har det været på tværs af tid og kulturer. Biologien lader til at have installeret en mekanisme i kvinder, der dikterer, at de skal være her lidt længere.

Så hvorfor er kvindernes forspring i middellevetid skrumpet fra 5,4 år i 1992 til 3,8 år i dag? Fra 2019/2020 til 2020/2021 indhentede mændene ifølge nye tal fra Danmarks Statistik 0,3 år på kvinderne, og fortsætter den tendens, vil vi om 10-15 år, i midten af 2030erne, opleve, at kønnene bliver lige gamle.