Essay. »Hvor er de alle sammen henne?« spurgte fysikeren Enrico Fermi i 1950, og siden er hans undren over rumvæsnernes fravær blevet brugt til at undergrave jagten på liv i rummet. Det er fantasiløst, misforstået og dovent. Lad os komme videre.
Fermis ulidelige paradoks
Spiralgalaksen NGC 2336 er bare én af de to billioner galakser, der anslås at eksistere i universet. Galakser, som hver især indeholder millioner, milliarder eller endda billioner af stjerner. Foto: Rumteleskopet Hubble/NASA/ESA
Jeg er ved at få spat af Fermi-paradokset. Hver gang jeg diskuterer liv i rummet, skal en eller anden nævenyttig amatørfilosof minde om det berømte spørgsmål, som i 1950 blev stillet i en frokostsludder på Los Alamos National Laboratory i USA: »Hvor er de alle sammen henne?«
Det var den italiensk-amerikanske fysiker Enrico Fermi, der stillede spørgsmålet. Godt nok havde Fermi en nobelpris og var medopfinder af atombomben, men astronom var han altså ikke. Efter at have hånet tidens tvivlsomme UFO-observationer undrede Fermi sig over, hvor alle rumvæsnerne var henne. Med så mange milliarder formodede planeter i universet, med så meget tid til at udvikle intelligent, rumrejsende liv burde vi så ikke have hørt fra nogen?
Del:
