Fantasiløst. Liv i universet ligner ikke nødvendigvis liv her på Jorden. Derfor bør vi søge langt mere bredt, når vi leder efter livsformer på fjerne planeter, mener astrobiologer. Måske har vi ligefrem overset fremmed liv på Jorden eller Mars?

Livet, som vi ikke kender det

Der findes måske over en billion forskellige livsformer på Jorden, fra salmonellabakterier til rørsvampe, tørvemos, guldsmede, blåhvaler og mennesker. En utællelig og mangfoldig samling, som dog har overraskende meget til fælles. Proteinerne i alt liv består af de samme 20 aminosyrer, selvom der findes over hundrede i naturen. De genetiske bogstaver i arvemateriale er også de samme fire i alle organismer. For nylig fandt fylogenetikere endda ud af, at alle livsformer kan spores tilbage til én fælles genetisk stamfader kaldet LUCA, Last Universal Common Ancestor. Men LUCA kan ikke have været det første liv på Jorden. Noget er gået forud, og dette noget kan have set radikalt anderledes ud end det nuværende liv.

De erkendelser har fået flere astrobiologer til at gøre oprør mod den snævre forestilling om, at opskriften på jordisk liv er en universel livsopskrift. De ønsker i stedet at anskue livet her på planeten som ét eksempel blandt mange mulige. Det seneste bidrag i oprøret kommer fra astrobiologerne Stuart Bartlett og Michael Wong fra henholdsvis California Institute of Technology og University of Washing­ton i USA. I tidsskriftet Life opfordrer de til at skelne mellem »life on Earth« og »lyfe in the Universe« (»lyfe«, der dårligt lader sig oversætte til dansk, udtales loif).

guve
(f. 1983) er cand.public. og ph.d. i videnskabsjournalistik. Gunvers store interesse er fysik, astronomi og videnskabshistorie, men hun anlægger også gerne en videnskabsvinkel på aktuelle samfundsforhold. Hun er forfatter til bogen Fjerne kloder og medforfatter til en række andre populærvidenskabelige bøger.

Andre læser også