Epidemi­­­­­­fornægterne

Den amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., introducerede i sidste måned et nyt begreb: »epidemifornægtelse«. Han sigtede til medierne og de mange eksperter, der vægrer sig ved at give ham ret i, at vi befinder os midt i en epidemi af autisme. 

Det er hævet over enhver tvivl, at der er sket en dramatisk stigning i autismediagnoser – også her i Skandinavien. De fleste eksperter mener bare ikke, at det nødvendigvis skyldes, at flere har autisme, men påpeger, at udviklingsforstyrrelsen efter alt at dømme er medfødt, og at stigningen primært kan forklares af den øgede opmærksomhed, de ændrede diagnostiske kriterier og en psykiatri, der over årene er blevet bedre til at opspore og diagnosticere autisme.

Men det vil Kennedy Jr. ikke høre tale om: Han er overbevist om, at der må være noget i vores omgivelser, et giftstof eksempelvis, der har fået tallene til at eksplodere: »Gener forårsager ikke epidemier,« som han siger.

Her er det imidlertid vigtigt at huske på, at den officielle statistik over psykiatriske diagnoser som autisme altid vil afspejle, hvor mange der bliver budt indenfor i psykiaternes kontorer til udredning, og hvor høj tærsklen er for at få en diagnose.

Vi ved, at der i dag skal mindre til at få en autismediagnose end tidligere, og svenske forskere har vist, at mængden af symptomer i befolkningen ligger stabilt over årene, selvom diagnoserne er steget.

SÅ MÅSKE ER DER en »epidemi« af diagnoser, men om der en epidemi af autisme, er mere tvivlsomt, og det bliver de amerikanske forskere og medier naturligvis nødt til at kunne diskutere uden at blive beskyldt for fornægtelse.

Man kan ryste på hovedet ad Kennedy Jr.s tirader, men de udgør en ekstrem udgave af en tankegang, som også har præget den offentlige debat om mentalt helbred og psykiatriske diagnoser herhjemme.

Mange har set de stigende kurver og er straks begyndt at brygge en historie om en hastigt tiltagende epidemi af lidelse uden at interessere sig for, om der kunne være andre logiske forklaringer på udviklingen. 

Rollen som skurk spilles ofte af de kæpheste, folk i forvejen rider: Det må være daginstitutionerne, skærmene, den ultraforarbejdede mad, kemikalierne, karakterræset, perfekthedskulturen, præstationssamfundet etcetera.

Måske spiller nogle af skurkene virkelig en rolle, men ofte er forklaringen mere kedelig: en ny måde at opgøre diagnoserne på, mindre stigma eller bedre hjælp. Derfor er det ingen skam at være skeptisk, når folk råber epidemi efter det seneste udsving i statistikken.