For de fleste familier er barnedåben en begyndelse. Det første fine, strøgne sæt tøj og den første skål. Dagen, hvor babyen får sit personlige kaldenavn og et forbindende slægtsnavn. Men for Lise og Frederik skulle dåben markere en afslutning. Den sidste fest med sønnen Karl. De sidste familiefotos, de sidste strøg over kinden.

Karl blev tvangsfjernet en uge efter fødslen. Trods et ellers positivt ophold på et mor-barn-hjem mente kommunen ikke, at far eller mor nogensinde ville få en forældreevne, og drengen blev derfor hurtigt indstillet til tvangsbortadoption. Dåben blev nu et kapløb mod tiden. Den skulle holdes om lørdagen, hvor præsten ville stå klar i kirken. Frikadellerne og kartoffelsalaten var indkøbt og dåbskjolen lagt frem. Men de nåede det ikke. Adoptionen gik igennem om fredagen, og fem måneder gamle Karl blev flyttet til sin nye familie. I dag ved Lise og Frederik intet om den dreng, som de i systemets øjne ikke længere er forældre til. De ved end ikke, om han stadig hedder Karl.