Polygen. Kortlægningen af det menneskelige genom har afsløret noget elementært. Livets udfald handler hverken om arv eller miljø, men om odds.
Det ustyrlige genom

Da Dalton Conley for ti år siden ønskede et tredje barn, var han bekymret for, om hans fremskredne alder fik konsekvenser for barnets helbred. Som enhver anden vordende forælder var han opsat på at give sit barn de bedste forudsætninger i livet, og hans viden på området var større end de flestes. Han var professor i et særligt datatungt område af sociologien, hvor man sætter tal på alt fra børns chance for at begå sig i skolen til risikoen for, at de bliver stofmisbrugere.
Den 46-årige Conley var således bekendt med studier, der viser en sammenhæng mellem faderens alder og udviklingen af mentale lidelser hos barnet. Han var blandt andet bekymret for, at hans barn kunne udvikle autisme eller skizofreni. Begge er lidelser, der oftest rammer mænd.


